Nyhed

Jerry Douglas med prominente gæster

Paul Simon, Clapton og Mumford & Sons er blandt gæsterne på mestermusikerens nye album

"Min yndlingsmusiker - og her har jeg Otis Redding og Elvis med i betragtning", har John Fogerty sagt om 56-årige dobro-spiller Jerry Douglas, som til daglig spiller med Alison Krauss & Union Station og således for ganske nylig kunne opleves herhjemme i forbindelse med Roskilde Festival.

Nu er der nyt fra mestermusikeren, som The New York Times har kaldt "dobroens samtidige mester uden sidestykke", og hvad mere er: en imponerede række gæster har lagt vejen forbi studiet for at betale lidt tilbage til Douglas, som selv har medvirket som sessionmusiker på et utal af optagelser med navne som Dolly Parton, Elvis Costello, Phish, Ray Charles, Paul Simon, Mumford & Sons og Eric Clapton.

Alle tre sidstnævnte medvirker da også på det kommende album, som har fået titlen "Traveller" og udkommer i Skandinavien via svenske Hemifran i næste måned. Foruden de allerede nævnte kommer også Krauss, Keb' Mo' og Mark Cohn med vokale bidrag, mens de medvirkende musikere tæller navne som Dr. John, Omar Hakim og Del McCoury.

Jerry Douglas solodebuterede i 1979 og blev i 2008 indlemmet i The Country Music Hall of Fame.

ANNONCE