Tobias Kippenberger & Co. er klar med singleforløberen til deres tredje album
Netop nu er The Floor Is Made Of Lava aktuelle med Lost In The Woods, førstesinglen fra deres tredje album, der lander på gaden i slut september/start oktober. Et endnu ubetitlet album, som bandets sanger Tobias Kippenberger kalder en sand bastard, da det er svært at sætte i bås. Han forklarer; hvor teksterne berører den unge mands kamp for at stritte ud og passe ind, så befinder musikken sig også i et grænseland. Der er noget meget voldsomt og det stik modsatte. Det bliver et album om en slags identitetskrise, om at finde ud af hvem man er. Finde ud af hvilke værdier man har med sig og ikke mindst hvilke værdier, man gerne vil tage med sig. Det er et opgør med sig selv, om hvad man egentlig skal bruge det her liv til.
– Netop Lost In The Woods handler om at se sig selv i krydsfeltet mellem den, man var som barn, og den man er blevet til hen ad vejen. Hvordan man ville have det hele. Hele tiden og på én gang. Hvordan man var frygtløs og havde mod på livet uden at bekymre sig om virkeligheden – den bliver sværere at løbe fra, efterhånden som tiden går, men jeg tror sagtens, at følelsen fra barndommen stadig kan findes frem i alle mennesker.
Da videoen til singlen skulle skydes, var det vigtigt for bandet at genoplive den barnlige glæde over livet, så der blev spekuleret i, hvor man kunne opleve noget, der om man så må sige, kunne fremtvinge oprindelig glæde. Kippenberger fortæller:
– I jagten dukkede Hjallerup Marked op som et sted, hvor vi sikkert ville kunne have det skide sjovt. For det sted frembragte indre billeder af vores teenageår med diskoteksfester, halballer, hestemarkeder, og når tivoli kommer til byen. En tid hvor der blev gemt sprutflasker ude i busken, og man forsøgt af score piger i Dalgårds Tivoli, mens Infernal spiller op til fest. Der dukkede pludselig en masse sjove minder op, så hvorfor ikke tage til landets største marked i Hjallerup i håb om at vække ungdommens kådhed og dumhed sammen? Og som en ekstra bonus, så lå Hjallerup Marked i samme weekend som Distortion, så vi ikke var hjemme i København lige netop den weekend.
– Så den stod på øl og pølser hele weekenden i Nordjylland i blandt teenagere, kræmmere, børnefamilier, dyr og selvfølgelig også de hårde kanaljer, der dukkede op efter mørkets frembrud. Det lykkedes da også at finde den barnlige glæde deroppe. Der var i hvert fald rigeligt at glæde sig over, da vi fik et luftgevær i hånden og stod og skød efter plastikroser i skydeteltet, eller da vi blev kastet rundt i radiobilerne. I sig selv, var det også bare en stor oplevelse, at se alle de dumme hatte og alt det ragelse, der blev solgt deroppe for en slik. Også selvom jeg ikke fik købt det øl-spil, jeg havde set mig varm på i en af boderne.
Se videoen her.
I kølvandet på det tredje album drager The Floor Is Made Of Lava også på en større efterårsturné til følgende byer – forsalg via de respektive spillesteders hjemmesider:
Tourplan:
25.10.12 Roskilde Gimle
27.10.12 København Vega
02.11.12 Aalborg Skråen
03.11.12 Herning Fermaten
08.11.12 Aarhus Train
09.11.12 Sønderborg Sønderborghus
10.11.12 Esbjerg Tobakken
16.11.12 Odense Posten