Nyhed

Negash Ali på vej med album

Efter en lang udenlandsturné er den aarhusianske rapper på vej med sit andet soloudspil

Efter en længere periode i udlandet er rapperen Negash Ali nu på vej med nyt. Hans debutalbum "Asmarino" udkom i 2009 og høstede rosende ord. Siden da har det været småt med omtale i Danmark, hvilket skyldes Alis valg om at rejse rundt i udlandet. Dette resulterede sidste år i en US-udgivelse af "Asmarino" gennem pladeselskabet Raw Poetix/Orchard. Nu er den aarhusianske rapper så igen på vej med nyt i form af albummet "GhettoPop."

I 2008 blev den dengang kun 17-årige rapper Negash Ali kastet ud i rampelyset, da han sammen med hiphop-gruppen Majors tog på en Danmarksturné med deres debutalbum. Her besøgte den danske hiphop-gruppe (bestående af DJ Noize, DJ Static, Nat Ill, J-Spliff og Negash Ali) blandt andet Roskilde Festival og Europas to største hiphop-festivaler Splash og Hip Hop Kemp.

I 2009 udkom så Negash Ali's første soloalbum "Asmarino", som modtog fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Christian Grubert, der blandt andet skrev: ""Vi er kun lige begyndt, men dette kunne være en af årets bedste udgivelser (...) Med sin families flygtningebaggrund og sin barndom på asylcentre er Negash ikke din standard-danske rapper, det står klart fra get go. Her er indhold, intelligens, en bred horisont og en åbenhed, som er sjælden herhjemme."


Meget er som sagt sket siden da, og nu er den engelsksprogede danske rapper snart klar med opfølgeren "GhettoPop". Dette er også navnet med den nye distinkte stil og lyd, som Negash Ali i samarbejde med producerteamet Brand New Records introducerer på den kommende udgivelse. Bag begrebet gemmer sig en god blanding af forskellige genrer som rap, hiphop, club, dubstep og pop. Det har blandt andet taget rapperen fordi en af verdens største clubproducere, Bob Sinclar, som står bag hits som "Love Generation" og "World, Hold On."

Der er endnu ikke sat nogen konkret dato på udgivelsen af Negash Ali's andet soloudspil, men i slutningen af maj udkom den første single "In This Club".

Se videoen til "In This Club"


Se Negash Alis besøg hos Bob Sinclar

ANNONCE