Nyhed

The Gaslight Anthem er klar til NorthSide

Vi har talt med guitarist Alex Rosamilia i det Danmarksaktuelle amerikanske band

Hvordan er det gået med at øve op til det nye album?

– For at være ærlig, så er vi ikke begyndt at spille sangene fra den nye plade live endnu. Vi har nummeret "45", som vi har spillet live, og det er også den første single og så en eller to andre, som vi måske spiller live. Vi vil egentlig gemme de fleste nye numre, til når vi kommer tilbage senere på sommeren eller i efteråret.

– Vi kan ikke ødelægge overraskelsen endnu. Albummet kommer ikke før om to måneder i slutningen af juli, så hvis vi spiller det hele nu, så er der ikke noget at se frem til, når pladen kommer ud. Vi prøvede at spille en af sangene sidste år i Australien, da vi begyndte at arbejde på albummet. Det gav bagslag, for man vil naturligvis gerne have sine fans' meninger om sangen, men det endte på YouTube. Det er ikke fordi, at jeg er imod det at sprede musik via den slags kanaler, men sangen var ikke en færdig sang endnu. Den lyder anderledes nu, i forhold til da vi spillede den dengang. Jeg vil helst undgå, at det er på en dårlig iPhone-optagelse fra en festival at folk hører vores musik første gang. Jeg vil gerne have, at den første gang skal være foran et stereoanlæg, hvor det lyder fedt.


Hvad kan vi forvente af koncerten?

– Det samme vi altid gør. Et højt energiniveau. En masse sjov. Måske en sjov anekdote eller to. Og så spiller vi i hvert fald én sang fra den nye plade – måske to.

Ser I frem til at spille det nye materiale, når I engang kommer til det?


– Jeg kan ikke vente. Det er irriterende, at vi ikke spiller numrene live endnu, jeg vil virkelig gerne. Vi har haft det virkelig sjovt med at skrive den her plade og spille sangene. Jeg tror, at når det bliver muligt at spille dem live, så bliver det virkelig fedt. Jeg tror, at det kommer til at lyde endnu bedre live, end det gør på plade – ikke fordi at pladen ikke lyder godt.

Har I nogle faste ritualer før I går på scenen?

– Det plejede jeg at have. Jeg plejede at lytte til de samme fem af vores egne sange, før vi gik på. Vi spillede et par opvarmningsshows, før vi tog på tour sidst – bare for at mærke stemningen, og mærke hvordan "45" ville være for et publikum. Jeg besluttede med at stoppe med at gøre det, for det var rammesættende for mig hver aften. Jeg ville hellere tage det lidt hen af vejen, for hver dag er du forskellige steder, og du er anderledes end dagen før. Jeg spiller det på øret nu, for at forberede mig selv mentalt.


Hvad har I på jeres forplejningsliste?

– Vi er faktisk ikke så kræsne. Den eneste ting, der skal være der hele tiden er Coca-Cola – ingen Pepsi. Vi har også nogle bestemte øl, men hvis det ikke er der, så er alle øl sådan set rigtig fine. Vi har ikke noget hård sprut eller sådan noget. Vi er ikke så kræsne. Det er vi ret afslappede omkring. Chips og cola er de to primære ting – måske også gulerødder og selleri.

Hvad hører I i tourbussen?


– Det er egentlig mest, hvad vi lige hører på det tidspunkt. Lige nu er det en masse synth-indie-rock ting. Et band som St. Vincent har jeg hørt meget på det sidste. Og så tilbage til ting som The Flaming Lips, for de er virkelig seje. Vi lytter til en masse musik på tour hele tiden.  Jeg vil nødig gøre det til et ét-band-svar.

Læs et længere interview om gruppens kommende album i GAFFAs artikelsektion.

The Gaslight Anthem spiller på Northside Festival 2012 fredag den 15. juni. Billetter kan købes via GAFFA Live.


ANNONCE