Nyhed

X Factor-Ida spiller nye sange live

X Factor-vinder Ida præsenterer nye sange, når hun i næste uge skal varme op for Katie Melua

I marts stod Ida tilbage som vinder af dette års X Factor. Siden har hun færdiggjort 1.g og har nu dedikeret al sin tid til musikken. I det nye hjemmestudie finpudser hun nye og gamle sange, som med tiden skal danne grundlag for debutpladen. Når Katie Melua i næste uge gæster Odense, vil Ida stå for opvarmningen, og her kan publikum for første gang høre flere af Idas egne sange end X Factor-hittet "I Can Be".

Den første udgivelse fra 17-årige vestjyde kommer til at indeholde egne sange og vil være på engelsk.

"Jeg arbejder meget på min guitar. Jeg sidder og klimter, og så former sangene sig. Jeg prøver at finde en stemning eller en følelse, og ofte kommer melodien som et lyn fra en klar himmel, og så gælder det for mig om at få struktur på det. Det bliver meget akustisk, men der er også nogle sange med gang i", siger Ida og beskriver den læringsproces, hun går igennem som musiker og sangskriver:


"Jeg er blevet bedre til at tage en af mine sange og så arbejde dem helt til ende. Det skyldes blandt andet, at jeg har fået et hjemmestudie. Så jeg lærer hele tiden."

Ida vandt X Factor foran et fyldt Parken med debutsinglen "I Can Be", som sidenhen har toppet iTunes og sikret sangerinden en platinplade. Efter finalen har Ida spillet koncerter med de covernumre, som førte hende til tops i showet, men nu er hun så klar med eget materiale.

Den 30. juni varmer hun op for den britiske/georgiske stjerne, Katie Melua, og her vil publikum for første gang få mulighed for at høre nogle af Idas egne sange.   


"Hun (Katie Melua red.) er utrolig dygtig, og genremæssigt ligger vi meget godt op ad hinanden – blandt andet via måden, vi synger på. Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg tror, det bliver en fin koncert", udtaler Ida.

Billetter til koncerten med Katie Melua + Ida kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE