Nyhed

11th Street Kids: Vi er ikke en engangsforestilling

De danske punkrock-lømler med rødder i The Floor Is Made Of Lava og Anchorless fortæller GAFFA om debutpladen

11th Street Kids har smidt debut-albummet Well, What Did You Expect? på gaden, og i den anledning har vi talt med Lars Rock og Nikolaj Wichmann om det yderst punkrockede The Floor Is Made Of Lava- og Anchorless-sideprojekt.

I hvor høj grad skal 11th Street Kids ses som et sideprojekt i forhold til jeres andre bands?

Rock: – Det er helt sikkert et sideprojekt, for Anchorless og The Floor Is Made Of Lava er stadig vores primære prioriteter, så vi spiller i 11th Street Kids, når vi ikke spiller med de andre bands.


Wichmann: – Men det er ikke nogen andenprioritet i forhold til, hvad vi lægger af glæde og energi i bandet. På den måde er det ligeværdigt med vores andre bands. Vi gør det jo, fordi vi synes, det er fedt.

Hvordan vil I sige, bandet adskiller sig fra jeres andre bands?

Rock: – I 11th Street Kids udforsker vi nogle genrer, vi ikke får udforsket i Lava, Vi er jo inspirerede af gamle 70'er-punkrock-bands som New York Dolls, Ramones og Hanoi Rocks, som ikke har så stor indflydelse på den musik, vi spiller i Lava, og så er det jo fedt at få det ud et andet sted.


Wichmann: – Det giver også en dejlig frihed til at gøre, hvad man vil, når det går under betegnelsen "sideprojekt". Beslutningsprocessen er også utrolig kort. Vi er tre mand i bandet, og vi er alle sammen meget positive over for de andres idéer, og alle er med på, at vi bare gør, hvad vi vil. Det gør det utroligt nemt at arbejde med.

Har det været svært at finde tid til projektet, nu hvor I jo begge to har andre bands og job, der skal passes?

Wichmann: – Det er ikke et band, der kræver særlig meget tid, for vi er utrolig hurtige til at træffe beslutninger. Vi spiller god gammeldags pikrock, og det er ofte sådan, at vi har en god idé, og så spiller vi den bare. Vi behøver sgu ikke øve så meget. I forbindelse med pladen øvede vi syv-otte gange, før vi gik i studiet og indspillede pladen på fire dage. Det er ikke indviklet: det er bare rock og rul og derudaf! Så det er ikke svært at finde tid til.


Rock: – Da vi skulle i studiet, havde vi kun otte færdige numre, og det var jo ikke nok, så vi skrev to nye numre, øvede dem igennem tre gange, kiggede på hinanden og blev enige om, at det lød meget fedt, og så optog vi det på mobiltelefonen og gik ind og indspillede det. Det er vildt fedt, at vi har så let ved at tage beslutninger. Der er plads til at være spontane.

Men hvad skal der ske med bandet nu? Der er jo fuld gang i Anchorless, og Lava er også ved at lave ny plade lige for tiden…

Wichmann: – Vi er rigtig glade for at have fået pladen ud, og for at have fundet ud af, at vi godt kan finde ud af at lave plader sammen, og planen er faktisk at lave en ny plade allerede til efteråret, når der er tid i kalenderen igen. Og så skal vi også have spillet nogle koncerter.


Rock: – Ja, vi har helt sikkert ambitioner med bandet. Vi tager det seriøst og tror på det. Vi laver en rigtig fed toer inden nytår, og så ser vi hvad der sker. Det er bestemt ikke en engangsforestilling, der skal nok komme mere fra vores hånd.

Læs hele interviewet i GAFFAs artikel-sektion

ANNONCE