Diskodronningen er død af kræft, 63 år gammel
Den amerikanske sangerinde Donna Summer er død af kræft, 63 år gammel, skriver The Guardian.
Donna Summer er først og fremmest forbundet med diskobølgen i slutningen af 70'erne. Hun blev født i Dorchester tæt ved Boston, Massachusetts og voksede op i et kristent hjem, hvor hun tidligt begyndte at synge i kirken. I de sene teenageår blev hun sanger i et kortlivet rockband, inden hun fik chancen for at medvirke i musicalen "Hair" i Tyskland. Hun bosatte sig derpå en årrække i Tyskland.
Donna Summer fik også en tjans som korsangerinde i gruppen Three Dog Night og mødte her sangskriverne og producerne Pete Bellotte og Giorgio Moroder, som hun indledte et længerevarende samarbejde med. Hun gik herpå solo, i 1974 udgav hun sit første soloalbum, og året efter fik hun sit store gennembrud med singlen "Love To Love You Baby", der nåede en andenplads på den amerikanske hitliste. Sangen kom også i en 17 minutter lang udgave, der blev udgivet på en maxisingle, og Donna Summer var dermed en af de første kunstnere, der udsendte på dette format.
Donna Summer fik herefter en stribe hits, ikke mindst "I Feel Love" – der som et af de første mainstream-pophits inddrog en synthesizer i stor stil – "Hot Stuff", "MacArthur Park", "Bad Girls", "No More Tears" og "She Works Hard For The Money". Hun blev kendt som en af hovedfigurerne i diskobølgen, men begyndte op gennem 1980'erne også at arbejde med pop, rock og soul. Efterhånden begyndte hendes succes at aftage en smule, men hun fik dog et kortvarigt comeback, da hun i 1989 udgav et album med den på det tidspunkt meget populære engelske sangskriver- og producertrio Stock, Aitken & Waterman.
Donna Summer blev et stort ikon i bøssekredse, men hendes stjerne faldt her betydeligt, da hun i midten af 80'erne i et interview – på et tidspunkt, da hun var blevet genfødt kristen – angiveligt sagde, at aids var Guds straf mod bøssernes syndige levevis. Hun udtalte dog senere, at hun var blevet fejlciteret og beklagede, hvis nogen havde følt sig stødt over udtalelserne.
I 90'erne og 00'erne var Donna Summer mindre produktiv. Hun udgav kun to studiealbum i 90'erne og et enkelt i 00'erne, "Crayons" fra 2008, som blev hendes sidste album. Albummet nåede en 17. plads på den amerikanske hitliste. I 2009 og 2010 toppede hendes to singer "Fame (The Game)" og "To Paris With Love" den amerikanske dance-hitliste.
I december 2009 optrådte Donna Summer ved uddelingen af Nobels Fredspris i Oslo til Barack Obama.
Donna Summer modtog gennem karrieren en lang række priser, blandt andet fem Grammyer. Hun efterlader sig mand, tre børn og fire børnebørn.
Se Donna Summer fremføre "I Feel Love" her.