Nyhed

Kippenberger: Musikere skal tage hovedet ud af røven

Forsangeren fra The Floor Is Made of Lava mødte GAFFA til en snak om gruppens egen radiokanal og udfordringer med nye medieformer.

Hvilke kompetencer skal en musiker have for at kunne begå sig i en omtumlet medieverden, og er det nok bare at være en dygtig spillemand og performer?

Det spørgsmål stillede Rytmisk Musikkonservatorium torsdag den 10. maj til en lang række eksperter, professorer og musikere, som var inviteret til en konference om musikkens fremtid. En af oplægsholderne var Tobias Kippenberger, som til dagligt er forsanger i The Floor Is Made of Lava og læser uddannelsen Music Management på Musikkonservatoriet i København. Vi fangede ham efter hans oplæg, og fik en snak om bandets måde at tackle medierne på.

Udover at være frontmand i bandet, så er du også radiohost på jeres egen radiostation, Lava Radio, som er et projekt, hvor I med jævne mellemrum laver en udsendelse og inviterer kendte gæster i studiet. Hvad går projektet ud på?


– Det startede med, at vi kedede os pisse meget på en turné. Vores trommeslager har en enorm musikviden, og jeg havde et stykke tid punket ham for, om vi ikke kunne bruge hans viden til et eller andet. Vi fik en snak om, hvor al den gode gamle musik bliver af i de danske radioer, for vi var nok lidt trætte af hele tiden at høre på ny musik. Så idéen sprang ligesom ud af det.

Hvordan har reaktionerne været?

– En meget stiltiende accept, vil jeg sige. Ha ha. Det er ikke rigtig nogen som siger "hey det er fedt", men der er alligevel et sted mellem 4-500 mennesker, som hører det hver gang. Så formatet er en måde at udvide Lava-universet på.


Har I gjort jer nogle bestemte tanker om, hvordan I kan udnytte formatet?

– Nu vil jeg ikke afsløre alt for meget, men vi overvejer at præsentere vores kommende plade, som efter planen skal udkomme til september, på vores radiokanal. Tanken er, at vi vil afspille numrene og tale lidt om hvert enkelt af dem i løbet af udsendelsen. Så ud over billeder, videoer, Facebook-updates, Twitter osv., så har vi pludselig et ekstra lille format, som vi kan kommunikere ud gennem.

Er det blevet særligt vigtigt at tænke i alternative eller nye medieformer som musiker?


– Vi er i hvert fald blevet mere bevidste om vores egen rolle, når vi kommunikerer ting ud. Musikken kommer selvfølgelig først og skabes på sine egne præmisser. Men vi er nok nået til et punkt, hvor vi bliver nødt til at spille med i det game, der foregår i medieverdenen og på de sociale medier, hvis vi vil have musikken formidlet ud på den bedste måde.

Men det er vel også meget normal markedsføring?

– Ja, men det tror jeg, at mange musikere har været enormt dårlige til. De er kunstnere og kravler ofte helt ind i sig selv. Når de så skal formidle deres tanker ud til de generelle medier, så snakkes der alt for meget om hele produktionsledet. Og størstedelen af dine fans vil altså hellere høre tankerne og idéerne bag musikken, i stedet for hvem der var producer og hvorfor forstærkeren skrattede på et nummer. Det handler bare om at få hovedet ud af røven og forstå sin musik set udefra, når man er færdig med at lave den."


Det må også være en udfordring, hvis man som musiker ikke tidligere har lært at benytte de nye medieplatforme?

– Det kan du godt have ret i. Det kan være svært som musiker pludselig at skulle tale et helt andet sprog i en anden genre, end man er vant til. Men det synes jeg, vi er blevet bedre til i vores band.

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.


 

ANNONCE