Nyhed

Kulturstyrelsen: Unmack handlede korrekt

Jens Unmack handlede korrekt. Det skriver Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.

For to dage siden skrev vi, at Jens Unmack (billedet) af visse brugere af GAFFA.dk blev beskyldt for habilitetsproblemer, fordi han som medlem af Statens Kunstfonds rytmiske tonekunstudvalg har medvirket til at give penge til sangeren Carl Emil Petersen fra gruppen Ulige Numre, der udgiver plader på selskabet Auditorium og produceres af samme selskabs ejer Nikolaj Nørlund, som Unmack i en årrække har haft et nært samarbejde med. Unmack har udgivet tre soloplader på Auditorium, alle produceret af Nørlund, og en opsamling. Desuden har Unmack og Nørlund været på fælles turné i 2008 og udgivet et fælles soundtrack til Jannik Johansens film "Hvid Nat" fra 2007.

Som vi tidligere har skrevet, så udtalte Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, følgende til politiken.dk:

"Unmack burde som udvalgsmedlem have trukket sig i forhold til ansøgningen fra Nørlund, da de har haft en tæt arbejdsrelation om flere pladeprojekter, blandt andet så sent som i efteråret 2011. Meget tyder på, at der er et problem med inhabilitet i denne situation".


Formanden for Tonekunstudvalget Bent Sørensen afviste i går kritikken overfor GAFFA, og han udtalte blandt andet:

"Jeg synes, kritikken er forfejlet, og det er unfair at gøre Jens Unmack til skydeskive i denne sag. Vi har nogle regler for, hvornår man er inhabil, og de er ikke overtrådt i denne sag - Jens er ikke længere tilknyttet Nikolaj Nørlunds pladeselskab og har ikke andre professionelle samarbejdsrelationer med ham."

Kulturstyrelsen har netop fulgt op med en officiel pressemeddelelse, hvor de skriver følgende: 


"På baggrund af, hvad Jens Unmack har oplyst om sine relationer til de to kunstnere, er det Kulturstyrelsens vurdering, at det var korrekt, at Jens Unmack ikke har erklæret sig inhabil i forbindelse med behandlingen af ansøgningerne."

"Tonekunstudvalget har således i behandlingen af ansøgningerne ageret i overensstemmelse med Kulturstyrelsens vejledning om habilitet."

"Det rytmiske tonekunstudvalgs medlemmer udpeges på baggrund af deres indgående og aktuelle indsigt i musiklivet og deres kompetencer til vurdering af den kunstneriske kvalitet i ansøgningerne. De udpeges efter indstilling fra musiklivets organisationer, og formanden udpeges af kulturministeren. Medlemmerne er selv udøvende og skabende kunstnere og har gennem deres kunstneriske virke ofte haft arbejdsrelationer til mange af ansøgerne. Det diskvalificerer dem ikke fra at deltage i beslutninger om, hvem der skal have støtte. Der er i udvalgene stor fokus på, at medlemmerne erklærer sig inhabile, hvis de har økonomiske interesser, aktuelle nære samarbejdsrelationer, nære venskaber eller familiære relationer i forhold til ansøgerne. Der er også opmærksomhed på, om der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om medlemmernes upartiskhed."


Kulturstyrelsen skriver desuden, at det er vigtigt for både Kulturstyrelsen og Statens Kunstfond, at der ikke kan rejses tvivl om afgørelsernes upartiskhed. Styrelsen pointerer, at rådgivning af habilitetsspørgsmål er noget, den arbejder løbende med i forhold til vejledningen af sine udvalgsmedlemmer.

ANNONCE