Den støt ekspanderende Aarhus-festival slår sløjfe på årets program og er klar med Northside-app til mobilen
Den aarhusianske festival NorthSide Festival har på ganske få år, tre helt præcist, vokset sig ganske stor. Med de to sidste navne ført til programlisten, en klar spilleplan og en ny applikation til mobilen er NorthSide klar til at skyde årets festival i gang den 15-17. juni.
De to sidste navne der er ført til årets program, er D-A-D (billedet) og Suspekt. To danske navne, som har fyldt meget på den danske musikscene inden for hver deres genre.
D-A-D kan næste år fejre 30 års jubilæum. Det danske rockband står aldrig i vejen for et ekstravagant og opfindsomt sceneshow, hvor energien altid er skruet op. Trods alderen er bandet stadig i god form, hvilket de blandt andet beviste med sidste års udgivelse "DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK". Sammen vil de to Binzer-brødre og deres musikalske slægtninge Laust Sonne og Stig Pedersen kombinere materiale fra deres imponerende karriere, når de går på scenen til Northside.
Suspekt udgav sidste år albummet "Elektra". Efter fire års pause er albummet deres hidtil mest succesfulde. Tonen er lige så hård som altid, når Albertslund-drengene bestiger NorthSides scene for at præsentere publikum for deres show.
For at vide mere om de to bands, samt anden information om NorthSide Festival 2012, kan du downloade den nye NorthSide Festival-applikation. NorthSide har i samarbejde med firmaet Greencopper udviklet en applikation til mobilen. I denne app kan man finde spilleplan, læse om årets musikprogram, se kort over pladsen, læse om events, aktiviteter og finde generel information om festivalen. Applikationen vil løbende blive opdateret.
For at få adgang til alle herlighederne på årets NorthSide Festival må man skynde sig at købe en billet. Festivalen, som ellers har udvidet festivalarealet med 10.000 km i forhold til sidste år og dermed har sat 20.000 billetter til salg, melder om overraskende stort forsalg. Der er på nuværende tidspunkt omkring 3000 billetter tilbage. Billetter til festivalen, som løber af stablen fra den 15.-17. juni, kan købes via GAFFA Live.
Varm op til festivalen med GAFFAs NorthSide-playliste på Spotify.
Læs mere om NorthSide Festival og se det fulde program her.