Clemens har lagt teaterkasketten på hylden for en stund og er tilbage med et rendyrket rapalbum, der allerede har kastet ganske gedigne hits af sig. Vi har mødt den talentfulde mand til en snak om hans nye plade og hans mange roller her i livet.
En af landets bedste rappere, der på trods af sine kun 32 år alligevel har været udgivende kunstner siden 1997, er nu ude med nyt. Clemens, der notorisk battlede Ol' Dirty Bastard på scenen i Den Grå Hal som 16-årig, fordi han syntes, den legendariske Wu-Tang-rapper leverede for slap en optræden, har smidt en noget broget plade på gaden, hvor han både flirter med det klubbede og det poppede. Blandt andre Kato, Nexus-drengene og Jon har sat deres umiskendelige fingeraftryk på sangene, og hvorfor nu det? Clemens fortæller:
– Jeg kan godt lide at rappe hurtigt, og jeg kan godt lide at være ude på klubben – jeg er jo en festabe. Der er bestemt pop- og house-inspirerede numre på pladen, men i stedet til at holde mig til én bestemt stil, ville jeg hellere lave noget non-genre, så der er også mere grovkornet storytelling og et decideret sangnummer på mit nye album. Denne her plade skulle være med til, at jeg som kunstner blev sat fri – det er mit ottende album… det er det sjette officielle Clemens-album og det ottende, jeg skriver og udgiver. Faktisk er det egentlig mit niende, men det sidste var soundtracket til Cykelmyggen Egon, og det tæller vel ikke helt, hehe!
– Jeg elsker at rappe – jeg har viet mit liv til at rappe, siden jeg var ni år gammel, og jeg er 32 nu, så det må være mere end to tredjedele af mit liv. Og netop fordi jeg har gjort det så meget, kan det let blive en boks, man bliver smidt i – og med det her album her jeg både i forhold til musikgenrer og i forhold til mit eget udryk ønsket at vise folk, at jeg gør lige præcis, hvad jeg har lyst til. Det gør mig også mere fleksibel som kreativ person. Jeg har altid forholdt mig til tingene som hiphopper i stedet for at forholde mig instinktivt og impulsivt til dem som menneske – det er slut nu.
Der er jo en del flirten med det direkte poppede, som nok skal få en del hiphoppere op af stolen, på den nye plade. Hvordan forholder du dig til det?
– Man er jo selvfølgelig aldrig helt ligeglad med, hvad folk synes om det, man går og laver, men jeg tillader mig alligevel at forholde mig ret kynisk til, hvad stemningen er. Det er jeg nødt til, for ellers bliver jeg bare et ekko af folks ønsker og forventninger. Og så vælger jeg at tro, at en del af folks ønsker er, at de gerne vil prøve noget nyt. Man tilfredsstiller ikke altid sit publikum ved at give dem det, de tror de gerne vil have. Der er mange, der gerne vil have, at jeg laver musik, som det jeg lavede i 1997, men jeg vil æde min hat på, at hvis jeg gjorde det, ville de bare sige, at jeg var en stagneret has been. Man skal sgu udvikle sig, og man skal prøve noget nyt! De folk, der lyttede til musikken den gang, er jo også blevet ældre.
– Jeg ved godt, jeg gør noget af det, jeg som 17-årig sagde, at man ikke måtte gøre – men selv dengang sagde jeg det med et glimt i øjet. Det var et oplæg til en battle at jeg gik efter Østkyst Hustlers når de valgte at være så kommercielle dengang. Selvfølgelig gik jeg efter de største – dem der solgte flest plader, og de kunne sagtens have givet igen, og så kunne vi have haft det sjovt med det. Jeg synes denne her plade lever op til, hvad man er nødt til at gøre i pladebranchen i 2012 på godt og ondt, samtidig med at jeg som kunstner sagtens kan se mig selv i det og 100 procent stå inde for det.
