Nyhed

Guide: 13 koncerter, du skal se i marts

Det er i dag den første forårsdag, og vi kvitterer med vores bud på 13 anbefalelsesværdige koncerter i marts

Foråret er over os, og vi, her på GAFFA, vil gerne give vores bud på, hvilke live-oplevelser vi synes ville være passende akkompagnement til den spirende tid, eller bare er gode og seværdige koncerter. Vi har derfor 13 forslag til koncertoplevelser i marts. Der er flere navne vi meget gerne ville anbefale, men som allerede har meldt udsolgte koncerter. Det gælder aftenens koncert med Justice i Falconer Salen, Feist, den 8. også i Falconer Salen og Joan As Police Woman i Vega 23. marts.

1. marts

Suspekt, Studenterhuset, klokken 21


Suspekt, der er en af Danmarks absolut mest populære hiphop-grupper, har netop modtaget en guldplade for mere end 10.000 solgte eksemplarer af deres fjerde studiealbum, "Elektra", som blev udsendt den 12. september.

GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr gav albummet fem stjerner 

Koncerten markerer gruppens turnéstart.


4. marts

Ed Sheeran, Vega, klokken 20.00 

Englands bedst sælgende nye navn, Ed Sheeran, var oprindeligt booket til at spille i Lille Vega 4. marts. Men på grund af hans store succes har der været en stor efterspørgsel efter billetter til koncerten, hvilket har fået arrangørerne til at flytte koncerten til Store Vega.


Active Child, Voxhall, klokken 21.00 

Med harpe, falset-vokal og tunge beats som de bærende elementer skaber Active Child et unikt musikalsk udtryk i spændingsfeltet mellem r&b og synthpop. Den 4. marts kan den albumaktuelle amerikaner opleves live i VoxHall. 

7. marts


Thåström, VoxHall, klokken 21 (billedet)

Den karismatiske svenske sanger Joakim Thåström, bedre kendt som bare Thåström, er aktuel med det tiende soloalbum i rækken. Det har fået titlen "Beväpna Dig Med Vingar" og udkom den 15. februar. I forbindelse med det nye album giver Thåström to koncerter i Danmark, på VoxHall i Aarhus og på Vega i København den 7. og 8. marts. Thåström har været aktiv på musikscenen i over 34 år og har udgivet ni album tidligere, og har hoppet mellem forskellige genrer, fra punk til rock, elektronisk til singer-songwriter-musik. 

Finn P. Madsen kvitterede for albummet med fem stjerner i sin anmeldelse 


The Drums, Amager Bio, Klokken 20.00 

Med deres særegne blanding af surfpop à la Californien midt i 60'erne og postpunk vakte Brooklynbandet The Drums opmærksomhed, da de i foråret 2010 udsendte ep'en "Summertime!". Flere medier udråbte kvartetten til det store, nye indie-håb, og samme sommer fulgte så det selvbetitlede debutalbum.

The Drums udgav den 19. september sidste år den svære toer, "Portamento", der fik fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Simon Christensen.


10. marts

Tindersticks, Koncerthuset, klokken 20.00 

Efter deres sidste anmelderroste album, "Falling Down A Mountain" er Stuart Staples og Tindersticks klar med et nyt album, "The Something Rain", og en omspændende turné, der også bringer dem forbi København.


Tindersticks har gæstet Danmark flere gange. Sidst spillede de for et udsolgt Store Vega.

16. marts

Randy Newman, Værket, Randers, klokken 19.30 


Randy Newman er sanger, sangskriver, komponist, satiriker og allround hyggelig fyr. Med sine umiddelbart hyggelige og tilforladelige små klavermelodier spidder han nutiden og de tendenser han er imod, og det har han i øvrigt gjort i fyrre år. Men der er også plads til små kærlighedsballader. Han har desuden skrevet musik til en del film og har vundet to Oscar-statuetter for sangene "If I Didn't Have You" og "We Belong Together" fra animationsfilmene "Monsters Inc." og "Toy Story 3". Sidste år udgav Newman en live-cd og spiller den 16. marts i Randers som det eneste sted i Danmark.

17. marts

Mark Lanegan, Amager Bio, klokken 20


Mørkemanden med askebægerstemmen er aktuel med sit syvende soloalbum, det anmelderroste "Blues Funeral". Lanegan er også kendt fra musikalske sammenhænge som Queens of the Stone Age, Screaming Trees, The Gutter Twins og Isobel Campbell & Mark Lanegan, og han er en hyppig gæst på de danske scener – og altid intensiteten selv.

18. marts

Lambchop, Koncerthuset, kl. 20.00 


Den 20. februar udgav den amerikanske alternative country-gruppe Lambchop fra Nashville deres nye album "Mr. M", der er deres 10. studie-album samt første udspil fra gruppen siden efteråret 2008. Gennem deres karriere har gruppen bevæget sig rundt i mange forskellige musikalske udtryk, nogle gange nedtonet og afdæmpet, andre gange mere udadvendt og med inspiration fra blandt andet soul og easy listening, men med deres eget personlige livtag med countrymusikken som ledetråd.

21. marts

Bernhoft med band, Train, klokken 20.00 


Den norske soulsanger Jarle Bernhoft har det sidste år nydt stor succes i Danmark. Derfor er han nu tilbage i Danmark med medbragte forstærkninger i form af et 11 mand stort band.

Jarle Bernhoft har i år gæstet de danske scener som enmandsband. Han indtog Posten i Odense i november, hvor GAFFAs anmelder Morten Gottschalck var til stede. Han gav koncerten fem stjerner

22. marts


D-A-D, DGI-Huset, Vejle, klokken 20

Brødrene Binzer & Co. er klar med premieren på Danmarksturnéen oven på sidste efterårs roste album, "DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK", og de er altid ensbetydende med et spektakulært sceneshow. Køb billetter til hele turnéen via GAFFA Live.

27. marts


The Zombies, Horsens Ny Teater, klokken 20.00 

Det britiske rockband The Zombies lægger vejen forbi Horsens i slutningen af måneden. Bandet har adskillige hits og 50 år som band på bagen. Men de er ikke færdige med at gøre væsen af sig for så sent som i efteråret udgav de deres sjette album "Breathe Out, Breathe In". Albummet blev tildelt fire stjerner af GAFFAs anmelder Espen Strunk. 

31. marts


Larsen & Furious Jane, Kansas City (Leaves Festival)

Larsen and Furious Jane har, med sin indviklede og dybe lyd, gang på gang gjort anmelderne glade, men resten af befolkningen er ikke så bekendte med navnet. Det får de nu muligheden for at blive, da gruppen har planlagt en mindre forårsturné. Derudover skal gruppen også forbi dette års udgave af Roskilde Festival. I 2011 udgav Larsen and Furious Jane sit seneste album, gratisudgivelsen "Dolly", der både her på GAFFA.dk og i andre medier har fået en god medfart. "Dolly" vil også præge deres kommende turné, men der vil også blive plads til numre fra tidligere udgivelser som "Zen Sucker" og "Tourist Without a Typewriter".

Koncerten i Odense er en del af Leaves Festival.


ANNONCE