Nyhed

Rumpistol og Heidi Mortenson til Ideal Bar

Der er lagt op til nye toner og dobbeltkoncert fra de elektroniske kunstnere den 12. maj

Rumpistol og Heidi Mortenson lægger op til en spændende dobbeltkoncert i Ideal Bar den 12. maj, hvor de vil præsentere nyt materiale. De to kunstnere medbringer begge nye udgivelser; Mortenson i form af albummet "Mørk" og Rumpistol i form af det kommende album "Floationg", som er indspillet sammen med Red Baron.

Den elektroniske kunstner Rumpistol har med tre album og adskillige optrædener på blandt andet Roskilde Festival og Spot med mere skabt et navn for sig selv og fået respekt fra publikum og anmeldere. Sommer sidste år udsendte Rumpistol ep'en "Talk To You", som figurerede på GAFFAs liste over Årets Bedste Album af Jesper Buhl, hvortil han skrev: "Jens Berents Christiansen søgte med stor succes nye veje på "Talk To You", som føjede post-dubsteppede og vokalmanipulerende elementer til hans i forvejen veludviklede og gennemarbejdede lyd."

Det nye materiale på "Floating" fortsætter hvor ep'en slap, og resultatet er inspireret af vintage spul og r&b, selvom lyden stadig holder fast i en elektronisk musiktradition. Den elektroniske tilgang til musikken fra Rumpistol består i brugen af vokaler, hvor en blanding af cut-up, samples, vocoder og autotune tilføjer en anden dimension til lyden. Med på albummet og på scenen på Ideal Bar har han Red Baron, alias Tobias Buch Andersen, som er baseret i L.A.


Heidi Mortenson udgav sin første dansksprogede plade "Mørk" den 23. februar. Mortenson har flere anmelderroste albums bag sig. Det dansksprogede album er heller ingen undtagelse hvor GAFFAs Jesper Buhl gav albummet fem stjerner, mens læserne gav 5,50, og Jesper Buhl skrev: "God popmusik finder man alt for sjældent, og endnu sjældnere finder man musik, der har poppens indbydende kvaliteter, men er gjort af et andet og mere egensindigt stof. Sådan er det med "Mørk", hvor der synges på dansk, og produktionerne er dystre og fantasifulde." 

Hun har som Rumpistol også optrådt ved Spot Festival, og som et one woman-liveband benytter Mortenson en maskinpark af pedaler med beatbox og vokal instrumentering.

Sammen bevæger Rumpistol og Heidi Mortenson sig snart på en Danmarksturné, hvor de rammer Vega og Ideal Bar.


Billetter til dobbeltkoncerten på Ideal Bar den 12. maj kan købes via GAFFA Live

ANNONCE