Nyhed

Stella Blackrose er på vej med anden omgang

”Death & Forever” udkommer den 7. maj, men man kan få en forsmag på førstesinglen ”Vultures pt.II” nu

Den københavnske rockgruppe Stella Blackrose er på vej med efterfølgeren til 2010's debut "Kiss The Dirt". Gruppens andet album har fået titlen "Death & Forever" og udkommer den 7. maj, men allerede fra i dag kan man få en forsmag på albummet med teaseren til førstesinglen "Vultures pt.II", som udgives mandag den 26. marts.

Det kommende album "Death & Forever" lever, ifølge bandet selv, op til de høje forventninger, som er knyttet til dem efter den succesfulde debut i 2010 med "Kiss The Dirt".

Stella Blackrose bestående af Rebecca Louise Armstrong, Jakob Gundel, Trygve B. Lund og Kristian Lorentzen fik med debuten en rosende modtagelse af kritikere og anmeldere, hvor GAFFAs Keld Rud tildelte albummet fire stjerner og skrev: "Der er opstået en mindre buzz omkring sjællandske Stella Blackrose forud for denne debut. Det skyldes blandt andet, at bandet er Sjællandsvindere af P4s rocktoget-konkurrence, og at forsangerinden Rebecca Louise Armstrong 11 gange er blevet kåret som bedste kvindelige sanger på garageband.com." 


I starten af 2011 gik bandet i det kreative hjørne og begyndte indspilningerne til deres andet album. Bandet havde kort forinden da fået færdiggjort deres hjemmestudie, hvilket gav bandet tid og mulighed for at eksperimentere mere med musikken. Gruppen fik hermed tid til at spille, lytte og reflektere over den skabte musik.

Rebecca Armstrong udtaler: "Vi står tilbage som et anderledes og styrket Stella Blackrose, end det man kender fra debutalbummet med dets bluesede riffs og rock'n'roll-tekster. Debuten var de første spæde skridt, men med tiden lærte vi at gå og også, hvilken vej vi skulle gå. For mit vedkommende repræsenterer den nye plade styrke og fornemmelsen af at kunne hvile i sig selv."

Stella Blackrose ser frem til udgivelsen af "Death & Forever" den 7. maj og holder i den anledning to releasefester, hvor man kan opleve bandet live på Spillestedet Stengade i København fredag den 4. maj og på Vershuset i Næstved lørdag den 5. maj.


For en lille forsmag på det kommende album "Death & Forever" af Stella Blackrose med teaseren her:

 


ANNONCE