Nyhed

The Lava-sideprojektet 11th Street Kids er født

Lars Rock og Asbjørn Ace fra The Floor is Made of Lava er gået sammen med deres lydmand Nikolaj Wichmann og udgiver debutalbum i april

De tre herrer i 11th Street Kids havde alle en trang til at få afløb for nogle punkede tendenser da de fandt sammen. De er inspirerede af navne som Ramones, Sex Pistols og The Stooges. The Floor Is Made Of Lava-guitarist Lars Rock havde nogle sange på lager, og med dem i bagagen jamede han sammen med bandets trommeslager Asbjørn "Ace" og deres lydmand Nikolaj Wichmann. Og i december sidste år tog de i studiet i Sorthus og indspillede hvad der skulle blive til albummet "Well, What Did You Expect?" Albummet kommer på gaden den 23. april.

Men arbejdet med The Floor is Made of Lava er ikke indstillet. Efter små to år er det nu blevet besluttet, at deres seneste album "Howl At The Moon" skal udgives i vores sydlige naboland. The Floor is Made of Lava har underskrevet en kontrakt med det tyske produktionsselskab Ferryhouse Productions. Denne udgivelse finder sted den 30. marts. Så der er intet der tyder på at The Floor is Made of Lava-fans skal frygte det nye projekt.

Albumudgivelsen fejres med en releasekoncert lørdag den 21. april klokken 20 på Bakken i Kødbyen. Du kan allerede nu høre den første single fra albummet "One Life":


ANNONCE