Den danske popgruppe udsender i morgen en nyskreven julesingle
Danske Alphabeat bringer i år noget nyt til det danske katalog af julesange med deres nyskrevne julesingle "X-mas (Let's Do It Again)". Singlen bliver tilgængelig som stream og download fra i morgen, fredag den 23. november, og så må tiden vise, om den kan blive en fast del af de årlige juleklassikere.
Alphabeat turnerer for tiden på de danske spillesteder efter at de udgav deres seneste, fjerde album "Express Non-Stop" i september. Albummet blev anmeldt til fire stjerner af GAFFAs Signe Bønsvig Wehding, som skrev:
"Der er masser af velbyggede melodier på Express Non-Stop, som vil kunne trækkes ud som singler. Der er ikke meget plads til ballader, når sekstetten sætter i gang. Det er en hektisk, men uforpligtende og underholdende rejse."
Bag sig har Alphabeat én million solgte album og singler, siden gruppen fra Silkeborg udgav deres første selvbetitlede studiealbum tilbage i 2007.
Ligesom Alphabeat har rapperen Clemens også kastet sig ud i at skrive julesange i år, dog i forbindelse med et jule-teaterstykke.





