De britiske folkrockere gæster Store Vega næste forår
Den britiske populære folkrock-gruppe Mumford & Sons var måske sommerens mest savnede livenavn i Danmark efter deres aflysning på NorthSide Festival grundet sanger og guitarist Marcus Mumfords håndskade. Nu er det offentliggjort, at bandet kommmer til Danmark i foråret 2013. Det foregår mandag den 8. april i Store Vega, hvor bandet vil have deres seneste album "Babel" med i bagagen.
Mumford & Sons udsendte i 2009 succesdebuten "Sigh No More", og den 24. september udkom opfølgeren "Babel", der blandt andet indeholdt singlerne "I Will Wait" og "Lover Of The Light". Albummet toppede hitlisterne i England og USA og gik ind som nummer fire i Danmark. "Babel" er indtil videre det hurtigst sælgende album i England i år, og albummet har samlet set solgt mere end 1 million eksemplarer.
"Babel" udkommer snart i en særlig version sammen med en live-dokumentar/koncertfilm med titlen "The Road To Red Rocks". Det kommer på gaden den 26. november, og filmen viser 12 sange optaget fra bandets to udsolgte august-koncerter i Red Rock amfiteatret i Colorado. Derudover vil der være dokumentariske optagelser og interviews fra hele gruppens Gentlemen Of The Road-sommerturné i USA.
Billetter til koncerten i Store Vega kan købes via Billetnet.dk.





