Den nordjyske festival tilføjer nye, aktuelle kunstnere til sommerens festival
Den nordjyske Nibe Festival, som løber af stablen den 3.-6. juli, er klar med seks nye navne til programmet. Tre af navnene spillede også på dette års udgave af festivalen: Magtens Korridorer, The Blue Van og Rasmus Walter. De resterende tre nye navne til programmet har alle været pladeaktuelle i efteråret, og man kan nu begynde at glæde sig til The Rumour Said Fire, The Floor Is Made Of Lava (billedet) og Alina Devecerski.
Magtens Korridorer med den stormundede Johan Olsen i front er aktuelle med greatest-hits-albummet "Spil Noget Vi Kender". De har tidligere markeret sig med sange som "Picnic (På Kastellet)", "Snot Og Ild", "Nordhavn Station", "Lorteparforhold" og "Pandora". The Rumour Said Fire spillede på Nibe i 2010, hvor de også fik deres gennembrud med singlen "The Balcony", og for tiden er de aktuelle med deres andet studiealbum "Dead Ends". Svenske Alina Devecerski har siden april hittet med klubhittet "Flytta På Dej", som hun er nomineret til en GAFFA-pris for, og hun har også netop udgivet sit debutalbum "Maraton".
De nordjyske retrorockere The Blue Van har gjort sig bemærket med numre som "Silly Boy", "There Goes My Love", "Man Up", "Run To The Sun", "Love Radar", "Love Shot" og "Fame Of Glory". The Floor Is Made Of Lava har markeret sig med deres amerikansk-inspirerede rock og er aktuelle med albummet "Kids & Drunks", der indeholdt hittet "Lost In The Woods". Grand Avenue-frontmanden Rasmus Walter har som solist hittet med "Dybt Vand" fra hans selvbetitlede debutalbum. Til foråret kommer andet albumudspil fra Walter, som han sandsynligvis vil have med til sommerens festival.
Billetter til Nibe Festival kan købes via festivalens hjemmeside.





