Nyhed

Rune RK varmer op for Swedish House Mafia

Den danske stjerne-dj er support ved svenskernes danske afskedskoncert

Den danske dj Rune RK skal varme op for Swedish House Mafia, når den svenske dj-trio gæster Forum på mandag 26. november som del af deres afskedsturné.

Rune RK har opnået stor international succes‚ blandt andet med nummeret "Calabria", som er solgt i mere end fire millioner eksemplarer, er blevet spillet over 50 millioner gange på YouTube og har ligget nummer 1 på den amerikanske Billboard Hot Dance Airplay-liste.

Rune RK har spillet ved en række af de største elektroniske festivaler og på store spillesteder og klubber verden over, og han kan skrive steder som Sensation, Berghain (Berlin), Nikki Beach (Miami), Love Parade (Berlin), The End (London), Canadian Wonderland og Amnesia (Ibiza) på sit omfattende cv. Han har også optrådt med andre internationale stjerne-dj's, eksempelvis Diplo, David Guetta, Dirty South og Axwell fra Swedish House Mafia.


Rune RK er også en efterspurgt producer, og han har samarbejdet med store amerikanske navne som Pitbull, Lil Jon, Kelly Rowland og Nicki Minaj.

Swedish House Mafia alias Axwell, Steve Angello og Sebastian Ingrosso har valgt at trække stikket ud. De tager dog på en sidste turné inden da, og i den forbindelse lægger de vejen forbi Forum i København 26. november og har for nylig udsendt opsamlingsalbummet "Until Now", der fungerer en slags soundtrack til deres "One Last Tour".

Swedish House Mafia brød igennem i 2010 med singlen "One (Your Name)", som blev fulgt op af blandt andet singlen "Miami 2 Ibiza" (feat. Tinie Tempah), albummet "Until One" og senest singlen "Don't You Worry Child" (feat. John Martin). Opsamlingen "Until Now" indeholder både originale sange, remixes, særlige samarbejder, klubhits og soloproduktioner.


Du kan stadig finde billetter til Swedish House Mafia og Rune RK via GAFFA Live.

 

 


ANNONCE