Nyhed

Street-festival indtager København

Nordic Urban Challenge 2012 finder sted i København fredag og lørdag med koncerter og konkurrencer

I den kommende weekend vil nordiske talenter dyste i Rap, DJ'ing, Skateboard, Street Basket og Breakdance, når Nordic Urban Challenge 2012 løber af stablen i København. Finalerne i de forskellige discipliner finder sted i StreetMekka, CPH SkatePark og KPH Volume på Vesterbro fredag den 9. og lørdag den 10. november. 

Ud over konkurrencerne vil der være koncerter på spillestedet Pumpehuset, hvor omkring 20 både danske og nordiske kunstnere vil levere den musikalske underholdning, der primært består af hiphop, reggae/dancehall og Bass/dubstep. Blandt andre er det populære norske hiphop-talent Lars Vaular (billedet) en del af lørdagens program, og derudover er der musik fra eksempelvis Kato og EaggerStunn.

Amir Ghomi er manden bag initiativet, og han har tidligere stået for projekter og workshops med andre kreative entreprenører.


"Der er meget talent i Norden, ikke kun på musikfronten, men også i andre ligeså vigtige streetaktiviteter," siger Ghomi. "Det er sjældent, vi kan komme til udtryk i internationale sammenhænge - og det er dét, NUC12 handler om. Vi arbejder på at lave rammerne for en event, der kan gå hen og blive et trademark for Danmark i fremtiden!"

Amir har arbejdet på projektet i halvandet år, og efterhånden er der kommet en lang række samarbejdspartnere med. Konkurrencerne bliver holdt i samarbejde med GAM3, Flow Dance Academy og Foreningen Royal Copenhagen Skate, og der vil derudover være præmier fra Faxe Kondi, Getro, Norwegian og Ubisoft Nordic. Den økonomiske støtte til projektet kommer fra Nordisk Kulturfond, Region Hovedstaden og Faxe Kondi Booster. Til at drive og styre initiativet står der desuden 20 mennesker, der har arbejdet frivilligt gennem de sidste seks måneder.

Find din billet til NUC12 via GAFFA Live.


ANNONCE