Jason Lytle: Forsvindingens kunstner

I 2006 sagde Jason Lytle farvel til Grandaddy. Den californiske kvintet, som han havde været i front for i mere end et årti, eksisterede pludselig ikke længere. Sammen havde de fem opnået moderat succes rundt om i verden med sange som The Crystal Lake, AM 180 og Now It's On, og hvis kritikerne havde fået deres vilje, var Grandaddy blevet et af 00'ernes helt store bands. Det blev de imidlertid aldrig.

Afskeden med Grandaddy var for Lytle et brud med en livsstil – med den evige turnéaktivitet, den evige higen efter hits og større kommerciel succes, og med den situation, han var endt i, hvor han havde ansvaret for fire fuldvoksne mænds liv og karrierer.

Han trak stikket og forlod The Central Valley i Californien, som han havde levet hele sit liv i indtil da. Det nye hjem fandt i Bozeman, Montana. I rolige, naturskønne omgivelser, fjernt fra den endnu nære fortid. Her kunne han lade sig forsvinde og finde sig til rette, mens han uden hast fandt ud af, hvad næste skridt skulle være.

Det første, omverdenen hørte til Lytle efter hans relokering, var albummet Yours Truly, The Commuter, som blev udsendt i 2009, næsten præcis tre år efter det endelige Grandaddy-album, Just Like The Fambly Cat. Året efter fulgte albummet I Heart California, som blev udsendt under navnet Admiral Radley, der dækker over Lytle og Grandaddy-trommeslageren Aaron Burtch, samt Aaron Espinoza og Ariana Murray fra Earlimart.

De forgangne par år har Lytle så arbejdet på sit andet regulære soloalbum, Dept. of Disappearance, som nu er klar til at blive sendt på gaden. Til manges overraskelse valgte Lytle imidlertid at vende tilbage til Grandaddy og tage på en én måned lang reunion-turné fra starten af august og frem til en afsluttende koncert på Shepherd's Bush Empire i London den 4. september.

Turnéen var en ganske stor succes, både på det personlige og det musikalske plan, men Lytle har ikke fået lyst til at genoptage den tilværelse, han vinkede farvel for seks år siden. I stedet gælder det – fortsat – arbejdet som solist. Som sangskriver, musiker og plademager med så vidtrækkende kontrol som muligt over såvel det kreative arbejde som livet i sig selv. Med muligheden for at forsvinde, for så at dukke op fra tid til anden, men altid for at forsvinde endnu en gang.

Sundt ikke at tænke på publikums forventninger

Hvis man tæller alle de studiealbum, som Grandaddy lavede, dit første soloalbum og Admiral Radley-albummet, så er det her syvende gang, du udsender et regulært fuldlængdealbum. Hvor spændt er du i forhold til første gang, det skete – som i øvrigt var for præcis 15 år siden med Under The Western Freeway?

– Jeg er stadig spændt. Selv dengang, jeg kun lige var begyndt at lave musik, hvor jeg sad og lavede middelmådige hjemmeoptagelser på kassettebånd, så tænkte jeg i albumformatet. Jeg sørgede for, at begge sidder af kassettebåndene var fyldt helt ud, og jeg spekulerede meget over den måde, sangene passede sammen – eller ikke passede sammen.

Hvordan har du det med folks forventninger til dig?

– Jeg har det bedre, når jeg helt fjerner publikumsaspektet og de forventninger, som andre har til mig – hvilket af og til kan være svært, men det er derfor, jeg bor i Montana og foretrækker at arbejde alene. Det sker faktisk, at jeg får overbevist mig selv om, at der slet ikke er noget publikum, og at alle er pisseligeglade med det, jeg laver. Det tror jeg er en sund tilgang at have til det at lave kunst. Mit mål er egentlig bare at lave et interessant, underholdende sæt sange, som jeg føler fungerer godt sammen. Jeg forsøger fortsat på at indfange de øjeblikke, som kan give én gåsehud, og jeg er stadig fascineret af hele det her koncept, der består i at stable og kombinere spor og enkeltdele, indtil der opstår et eller andet magisk.

Musikere plejer altid at sige, at deres seneste album er det mest fantastiske, de nogensinde har begået. Gælder det også dig i forhold til det her album? Er det det bedste, du nogensinde har lavet?

– Ja. Uden tvivl. Og... Det er næsten lige så godt, som det næste kommer til at blive.

I forhold til at skrive, indspille og producere, så stod du mere eller mindre for alting selv på dit sidste soloalbum. Hvordan har din tilgang været anderledes denne gang – hvis den da har det?

– Jeg synes ikke, at mine arbejdsprocesser har ændret sig ret meget i forhold til nogen af delene, men jeg forsøger alligevel at være opmærksom på ikke at ryge ind i de samme gamle, lidt for behagelige rutiner. Men der er dog nogle ting, som jeg aldrig bliver træt af – som for eksempel at blande synth med akustiske guitarer, vokalharmonier og en række andre ting. Noget, der har præget det her album mere end noget andet, har faktisk været vejret. Jeg har fået det rigtig godt med at lade vejret diktere, hvornår jeg arbejder, og hvornår jeg ikke gør. Der er noget meget naturligt og fornuftigt over sådan en arbejdsmetode, og den har jeg tænkt mig at følge så meget, som jeg kan i fremtiden.

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion, hvor Jason Lytle blandt andet taler om en mulig fremtid for Grandaddy, om at lave en lavbudgetvideo, og hvad han synes om kandidaterne i den amerikanske præsidentvalgkamp.