Nyhed

Julie Maria er P3's Uundgåelige

I dag udgiver sangerinden en ny single, som ivrigt bliver spillet på P3

I dag udkommer opfølgeren til singlen "Ude Af Mig Selv" og forløberen til albummet "Kom" fra danske Julie Maria. Det er den nye single "Beat", som samtidig også er blevet P3's Uundgåelige på P3 i denne uge. Det kommende album kan købes fra mandag den 29. oktober.

"Beat er sangen om det uforudsete møde. Konfrontationen med en side i dig selv, du har forsøgt at undslippe. Sammenstødet med et andet og uimodståeligt menneske, du må give efter for. Mødet der, uanset om det er noget indefra eller nogen udefra, udfordrer din comfortzone og kræver, at du hopper med på beatet," siger Julia Maria om den nye single.

Musikvideoen til singlen udkommer tidligt i november, og det er Kasper V. Kristensen fra Eyelight Videoproduktion, som instruerer videoen. Han fortæller:


"Musikvideoen til Beat er en visuel tour-de-force, der illustrerer afmagten og det kontrapunktiske i Julie Marias smukke tekst. Samtidig er det en lyrisk fortolkning af det gribende og stemningsmættede musikalske univers, hvor de forskellige klange og farver i musikken understreges af en organisk visuel stil, som viser to meget forskellige sider af Julie Maria, der ikke er set før – begge dele lige interessante og dragende."

I november drager Julie Maria på turné med det nye album, hvor hun gæster fem danske spillesteder, blandt andet Radar i Aarhus og Vega i København. Den danske sangerinde har desuden lavet sjette kapitel af sin videodagbog, hvor hun fortæller om albummet "Kom".

Julie Marias sidste egentlige studiealbum "Yaguar" er fra 2009, hvor det blev anmeldt til fem ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen, som skrev: ""Yaguar" må være efterårets mest forfriskende danske popudgivelse."


På Julie Marias hjemmeside kan du i øvrigt få en gratis ny sang fra det kommende album.

 

ANNONCE