Julie Maria: Jeg er fuldstændig insane-perfektionistisk

Hun har til tider været ved at stagnere i sine egne store ambitioner. Hun beskriver sig selv som momentvis insane-perfektionist, og hun har et indre følelsesliv, der er konstant pulserende – og som vil ud. Den kombination resulterer i nogle fremragende danske sange, som bliver materialiseret af Julia Marias tæft for sit håndværk.

Sangerinden og sangskriveren Julie Maria har udviklet sig meget fra den engelsksprogede jazz-debut Beautiful Minor (2004) til det nye fjerde album Kom, der er en forening af det akustiske sangfokuserede singer/songwriter-gen, hun også besidder, samt en forkærlighed for elektronikkens pumpende energi, der kan tilføre musikken så meget energi. Tre år er der gået siden den roste Yaguar, for alvor fik Julie Maria bredere ud på den danske scene. I mellemtiden har hun søgt efter den rette lyd, hvor det lavmælte singer/songwriter mini-album 7 Sange var en tankestreg i den proces. Nu er hun klar til at præsentere frugterne af det hårde arbejde med albummet Kom.

GAFFA har været på besøg hos Julie Maria i hendes kreative kollektive "kontor" på Nørrebro, hvor sange er blevet til, og hvor en af de store danske sangskrivere slår sine daglige folder.

Et puslespil af mennesker

Hvad er der sket siden 2009, hvor du udgav Yaguar?

– Jeg har faktisk brugt rigtig meget tid på at lave de rigtige sange. Skrive de rigtige sange og finde vejen til den produktion, jeg gerne ville lave. Jeg har brugt rigtig meget krudt på at finde frem til- og ind til den lyd, som jeg havde i kroppen. Det er noget, man ikke mærker, men jeg har brugt mange uger, timer, dage – år på, at sidde og medproducere. Gå én anden vej. Gå tilbage - og frem igen. I slutfasen omkring marts/april fandt jeg grundopskriften, hvorefter jeg har siddet i Medley og haft turbo på.

– Sidste år lavede jeg 7 Sange, som er en mellemplade. En lille plade, som jeg også turnerede med solo. Det var et rigtig vigtigt projekt for mig personligt. Jeg ville tage sangene helt tilbage, hvor de kommer fra. Det var blandt andet for at vise min faste fanskare, hvad det er, jeg sidder og laver – og præsentere det derfra.

Hvordan fandt du så frem til den lyd, som du omtaler på Kom – har du haft andre ører inde over, eller har du siddet med det selv?

– Jeg har gjort begge dele. Der er en lyd, som er meget mig, som også er der, hvor sangene kommer fra – som de var på 7 Sange. Derudover er der min faste samarbejdspartner Sne (Bjørnsten red.), som også var meget ind over Yaguar – og Christoffer Møller. De producerede Yaguar sammen med mig. Sne og jeg har sammen fundet en lyd, som også meget er hans æstetik, der passer sindssygt godt til min lyd. Sne har siddet rigtig meget med det, og der har været meget tæt dialog hele vejen. Vi har haft det forbi nogle mennesker, som har bidraget med nogle forskellige ting.

– Jeg har for eksempel været hos Dennis Ahlgren i Åbyhøj, som har en helt anden lyd. Han har blandt andet bidraget med en form på en af sangene, som gav god mening. Det har været et puslespil af mennesker, der har været inde over, og så er jeg blevet rigere på mine opdagelser, for det har ikke været en hvilken som helst målsætning, jeg har haft.

– Jeg ville blande den evige sang – den grundlæggende sangskrivning, den gode sang med den rigtig gode melodi. Den tekst, der rører noget og vedkommer – med et opdateret moderne elektronisk udtryk. Jeg ville blande de to traditioner, som ellers står i hver sin lejr og lave et tredje hele. Jeg havde et symfonisk billede inde i hovedet med elektroniske ting og akustiske figurer, og det har godt nok været en vanskelige opgave at forene de ting, uden at det kollapsede i den ene eller den anden retning. Det kan svært at forklare, men det er altså det, der har taget mig tre år.

Nydelse, hop og grin undervejs

For mig lyder det meget som en naturlig udvikling fra Yaguar til Kom – hvori lå dit behov for at gå helt tilbage med 7 Sange?

– Det har jeg nok altid haft brug for. Yaguar var den første plade, som kom ud til et rigtig stort publikum. Jeg har lavet plader tidligere også, men det er det stille gennembrud med Yaguar, så mange anser den for at være pladen. Jeg havde bare brug for at vise, hvad jeg også er. Mange kunstnere gør en ting, som de er rigtig gode til, og så kender man dem for det.

– De fleste kunstnere rummer også alt mulig andet, og jeg har to spor med mig. Jeg er nødt til både at være i den ene og den anden lejr. Et sted, hvor jeg er helt skrøbelig med sangene, som de kommer, samt noget mere ekspressivt og produceret, hvor energifrekvensen er høj. Jeg kan ikke vælge, for jeg er begge dele. Det var vigtigt, imens jeg arbejdede med det, at jeg havde det her stille sideprojekt, som jeg kunne få gennet ud også.

Hvordan har processen været omkring Kom sammenlignet med dit foregående album?

– Jeg har nok haft en tendens til at kæmpe lige lovligt meget med tingene og med mig selv, fordi mine ambitioner til dels har kvalt mig i ny og næ – og til dels fået mig videre hele tiden. Jeg er temmelig perfektionistisk, for ikke at sige insane-perfektionistisk anlagt. Det kan være godt et stykke hen af vejen, men det er også der, hvor man kan ende med at træde sig selv over tæerne, ved at ville for meget. Det har gjort, at det tidligere til tider var lige lovlig hårdt at lave musik. Det har aldrig været et spørgsmål om at gøre det – eller ikke gøre det, men med den her plade ville jeg gøre det på en anden måde.

– Det skal ikke være noget, jeg kæmper så meget med. Jeg vil gerne kunne nyde det, imens jeg er i det. Det synes jeg virkelig, jeg er kommet langt med på den her plade. Selvfølgelig tager det lang tid at ændre noget, man er vant til at gøre. Vaner er virkelig svære at bryde, hvis de har siddet fast længe. Men jeg har virkelig fået taget tyren ved hornene og ændret min grundindstilling til en masse ting. Det er måske noget af det allervigtigste.

– Jeg har udviklet mig meget omkring processen, og allervigtigst så har jeg siddet på det hele denne gang. Jeg har styret det med hård hånd, og taget det den vej jeg gerne ville, frem for at lytte for meget til hvad andre har sagt. Jeg har haft en tendens til ikke at tro på, hvad jeg selv oplevede. 9 ud af 10 gange har det vist sig, at min beslutning har været den rette vej. Det har jeg lært efter et par år, at jeg må lade være med kun at tro, hvad andre siger. Det har vist sig at være det eneste rigtige. Det har været meget anderledes denne gang, selvom det altid er hårdt. Der er jo meget på spil, men det har været virkelig sjovt. Det er nok lidt nyt, at jeg også har nydt det, så meget som jeg har, og har hoppet og grinet helt vildt meget undervejs.

Læs et længere interview om blandt andet Julie Marias sangskrivning, om hendes musikalske udvikling gennem årene og om titlen på det nye album i GAFFAs artikelsektion.