Det engelske folk-rock-band genudgiver "Babel" i en specialudgave sammen med filmen "The Road To Red Rocks"
Den 26. november bliver dagen, hvor Mumford & Sons er klar med nyt – kun to måneder efter udgivelsen af "Babel". Det populære album genudgives i en særlig version sammen med en ny film, der har fået titlen "The Road To Red Rocks".
"Babel (Gentlemen of The Road Edition)" indeholder deluxeversionen af "Babel" på cd, en live-dokumentar/koncertfilm "The Road To Red Rocks" på dvd og lydsporet til på cd. "The Road To Red Rocks" udkommer også som et selvstændigt produkt, og på filmen vises 12 sange optaget fra bandets to udsolgte august-koncerter i Red Rock amfiteatret i Colorado. Derudover vil der være dokumentariske optagelser og interviews fra hele gruppens Gentlemen Of The Road-sommerturné i USA.
Den 10. december udgiver Mumford & Sons via bandets hjemmeside desuden en specialudgave af "The Road To Red Rocks" på dvd, som også indeholder 11 sange fra lydsporet på lp, deluxeversionen af "Babel" på cd og en 96-siders hardcover-bog med billeder fra turnéen. Mumford & Sons er derudover på vej med en ny single, "Lover Of The Light", der udkommer digitalt den 3. december.
Albummet "Babel", som var på gaden den 24. september i år, debuterede på førstepladsen i England og USA og på fjerdepladsen af den danske albumhitliste. "Babel" har allerede solgt mere end 1 million eksemplarer.





