Nyhed

Vega fejrer Spil Dansk Dagen

Vesterbro-spillestedet byder på Mike Sheridan og fire upcoming bands

Det københavnske spillested Vega fejrer Spil Dansk Dagen den 25. oktober med Mike Sheridan og fire danske nye navne. I Lille Vega kan man opleve den elektroniske musiker, mens de fire upcoming bands spiller i Ideal Bar.

På Spil Dansk Dagen fejres dansk musik på radio, tv, i byrummet og på musikscener landet over, hvilket har været en tradition siden 2001.

De fire upcoming navne spiller koncerter som en del af konceptet "Din Koncert", som Tuborg og Vega står bag, og som dette efterår giver kreative ildsjæle muligheden for at skabe deres egen koncert i Vegas Ideal Bar. Det er det nyopstartede danske indie-pladeselskab Stucco Records, som i denne sammenhæng afholder en showcase i Ideal Bar, hvor man kan opleve fire danske upcoming kunstnere, der alle udkommer på pladeselskabet i efteråret 2012 og foråret 2013. De optrædende navne vil være elektropop-duoen Lyrebyrds, de to rockbands Deafbeats og Brigadiers, samt popprojektet Marlequin.


Mike Sheridan udsendte i april sit andet album "Ved Første Øjekast", der fulgte op på den succesfulde debut "I Syv Sind", som Sheridan udgav som 16-årig. "Ved Første Øjekast" fik fem stjerner af GAFFAs Jesper Buhl, som skrev:

"Det kan være svært at sætte genrebetegnelser på Ved Første Øjekast, for selv om pladen sagtens kan ses i lyset af den elektroniske musiks konventioner, så har Mike Sheridan ikke ladet sig begrænse af snart sagt noget som helst. Resultatet er en varm, abstrakt, skøn, krævende plade, som dog heller ikke er bange for at lege med poppede elementer, som det er tilfældet med de fine vokalindslag fra Rasmus Walter og Freja Loeb."

Se hvordan det lyder live, når Sheridan og co. giver koncert den 25. oktober på Lille Vega og Ideal Bar, hvor billetter kan forhandles via GAFFA Live. Se meget mere om Spil Dansk Dagens program på spildansk.dk.


ANNONCE