Nyhed

Gojira besøger Pumpehuset

Det franske metalband gæster København til november

Franke Gojira blev for 16 år siden dannet under navnet Godzilla og udsendte i 2001 "Terra Incognita", deres første af i alt fem studiealbum. Det var samme år, at de af juridiske årsager måske skifte bandnavn, hvilket de så ikke helt gjorde alligevel. Gojira er nemlig det japanske navn for monsteret Godzilla, skrevet med det latinske alfabet.

Den 2. november besøger de, efter en succesfuld koncert under årets Copenhell, igen Danmark. Her danner Pumpehuset rammen omkring de franske herrer, der er kendte for en svært definerlig hybrid af flere stilarter inden for metal. Deres stil kaldes ofte technical death metal med stærke elementer fra progressive metal, og deres numre er bygget meget komplekst op omkring præcise rytmer og mange breaks.

Med til København tager Gojira deres seneste album, "L'Enfant Sauvage", som udkom i slutningen af juni i år. GAFFAs Keld Rud uddelte fem stjerner og rosende ord:


"Med opfølgeren "The Way Of All Flesh" og nu "L'Enfant Sauvage" har kvartetten slået fast med syvtommersøm, at de ikke blot er ekvilibrister, der mestrer deres instrumenter til fulde, men at de også formår at skubbe grænserne for den helt tunge og brutale ende af metalspektret. Samtidig med at de styrer uden om klichéerne. (…) "L'Enfant Sauvage" er enormt helstøbt. Selvom Gojira varierer tempo, rytmer og skifter mellem det tonstunge og det hyperaggressive gennem albummets 11 sange og 53 minutter, fremstår albummet som en uadskillelig helhed".

Billetsalget til koncerten i Pumpehuset den 2. november begynder i morgen den 7. september via Billetnet.

 


ANNONCE