Nyhed

Hør Tori Amos med orkester

Det hollandske Metropole Orkest bakker Amos op på nyt album

Den 1. oktober udkommer Tori Amos' nye album "Gold Dust", der er en række genindspilninger af gamle sange, hvor Amos får hjælp af det 60 mand store hollandske orkester, Metropole Orkest.

Indtil videre kan man høre to sange fra det nye album, nemlig "Silent All These Years", fra debuten "Little Earthquakes" i 1992 og titelsangen "Gold Dust", der oprindelig blev udgivet på albummet "Scarlet's Walk" i 2002. Du kan finde sangene via Rolling Stones hjemmeside.

Amos gæstede sidste gang Danmark i 2011, hvor hun indtog Det Kongelige Teaters gamle scene i København. GAFFAs anmelder Alexander Vesterlund gav koncerten beskedne tre stjerner og skrev blandt andet: "Amos kan sagtens skabe koncertmagi. Men i aften var det største problem, at strygerne (bestående af to violiner, en cello og en viola) for det meste spændte ben for sangene. Når de gjorde det bedst, var de skægt legesyge (som i "Suede") eller tilpas i baggrunden (som i "Snow Cherries From France" og "Baker Baker"), når de var værst, kvalte de sangene med overlæssede arrangementer".


Tori Amos' seneste album, "Night Of Hunters" fra 2011, var også indspillet med et klassisk orkester og bestod af nybearbejdninger af klassiske kompositioner. I den forbindelse interviewede GAFFA Tori Amos, og du kan læse interviewet her.

Tracklisten til det nye album er som følger:

1. Flavor
2. Yes, Anastacia
3. Jackie's Strength
4. Cloud On My Tougue
5. Precious Things
6. Gold Dust
7. Star Of Wonder
8. Winter
9. Flying Dutchman
10. Programmable Soda
11. Snow Cherries From France
12. Marianne
13. Silent All These Years
14. Girl Disappearing


 

ANNONCE