GAFFA har mødt det musikalsk-litterære makkerpar
Mads Wæhrens har endnu en gang sat musik til en række digte, der har fået æren af at blive udsat for den talentfulde nordjydes følsomhed og eminente melodiske tæft, men hvor det sidst var en af genrens sværvægtere i form af Henrik Nordbrandt, der lå under Wæhrens' musikalske skalpel, er det denne gang den noget yngre digter Bjørn Friis Thomsen, der vandt Hvedekorns debutantpris i 2008 og efterfølgende udgav den konceptuelle Rottemades og senest digtsamlingen Esbjerg, der står for skud. Med et organisk lydunivers båret af kontrabas, cello, guitar, klaver og trommer forenes Thomsens digte og Wæhrens' musik i et ærligt og umiddelbart udtryk, hvor man glimtvist aner forbilleder som Sufjan Stevens og Lambchop. På pladen medvirker blandt andre cellisten Morten Svenstrup (Under Byen), sangerinden Solveig Sandnes (Er de sjældne) og multiinstrumentalisten Prins Nitram. Wæhrens har selv indspillet og produceret pladen.
Hvordan opstod ideen til denne noget specielle plade?
Mads: – Ideen opstod, da Bjørn og jeg mødte hinanden til et arrangement i december 2008, hvor Bjørn læste op, og jeg spillede. Vi snakkede sammen efter arrangementet og blev ret hurtigt enige om, at det kunne være sjovt at lave noget sammen, og der gik ikke lang tid, før vi sendte ting frem og tilbage mellem hinanden. Sidenhen begyndte vi så at mødes for at arbejde sammen på tingene, og i løbet af foråret begyndte sangene at tage form.
Bjørn: – Mads havde lavet Nordbrandt-pladen (Flodens Hemmelighed, red.), hvor der ikke havde været så meget samarbejde med Nordbrandt, og Mads kan godt have brug for at vende ideerne, så rent tekst-mæssigt tog jeg en mentor-rolle på mig, så vi kunne få vendt tingene og diskuteret frem og tilbage. Det skal lige siges, at jeg ingenting ved om musik. Jeg fik taget ko-klokken fra mig i skolen, så den del har jeg blandet mig uden om, og det er egentlig lidt underligt pludselig at have sit navn stående på en plade, når jeg er så umusikalsk.
Mads: – Dog skal det siges, at Bjørn er meget musikalsk interesseret.
Hvordan har selve arbejdet med sangene været?
Mads: – Jeg har fået tekster af Bjørn, som jeg så har sat musik til og lavet om til sange. Der er enkelte, hvor tekst og musik er opstået samtidig, men hovedsageligt er de tænkt mere som digte end som sangtekster, og så er det bagefter, de er blevet til sange.
Bjørn: – Jeg skriver også andre typer digte, end dem, der er repræsenteret på pladen, hvor det er en mere lettilgængelig type, man møder. Der er billedsproget i hvert fald ret klart.
Mads: – De billeder, jeg har fået ved at læse digtene, har i hvert fald helt klart været med til at sætte tonen og stemningen for numrene. Men selvom digtene er enkle, er der plads til store armbevægelser. Nogle steder bliver det mere tydeligt end andre, at der er tale om digte, der er sat musik til og andre steder føles det mere som regulære sange, og det, synes jeg ikke, gør noget. For det har ikke nødvendigvis været målet at forklæde digtene som sange.
Bjørn: – Hvis man ville, kunne man jo bare have gentaget nogle linjer hist og her og lavet omkvæd, hvis det skulle minde mere om en traditionel sang. Men det har der ikke rigtig været nogen grund til.
Hvordan har reaktionen på pladen været? Kan folk godt håndtere blandingen af musik og litteratur, eller synes de, det er for højpandet?
Bjørn: – Det har jeg også tænkt over. Nogle af dem, jeg har talt med, har følt, at det har været svært tilgængeligt, fordi der ikke er nogle omkvæd, mens andre synes, det er dejligt let at lytte til i forhold til, hvad de havde forventet. Så det er meget blandt. For eksempel talte jeg forleden med en af mine kollegaer, der havde fået cd'en med på en tre ugers tur til Frankrig, og deres søn på fem år blevet sindssygt glad for flagstangs-sangen (Ekfrase Til En Børnetegning, red.). Han fortalte mig, at man kan nå at høre den to en halv gang på vej ind til børnehaven, haha! Det er lidt underligt, for pladen er egentlig tænkt som en voksen og følsom plade – endda lidt erotisk, og så har den alligevel ramt et helt andet sted. Sangen bygges gradvist op og til sidst er den et ret stort rum at være i, og det, tror jeg, bestemt har en appel.
Mads: – Det er meget stor ros at få positiv tilkendegivelse fra en femårig.
Læs hele interviewet i GAFFAs artikelsektion.
