Mumford & Sons: Vi ville ikke ændre for meget

Da GAFFA møder Mumford & Sons, er det på et luksuriøst spa-hotel i udkanten af West End i London. Værelset, vi sidder i, er minimalistisk, moderne og hundekoldt.

Helt lydløst kører airconditionen i de perfekte geometriske sektioner, der med hjælp fra pudset, grå marmor og matteret glas giver penthouse-rummet et deprimeret og udtryksløst indtryk – omtrent samme udtryk som den svampe- og skinkeomelet, som Marcus Mumford har munden fuld af.

– Vi har altså ikke valgt hotellet selv, hvis du skulle tro det, siger Marcus og tygger højlydt. Men det bliver lidt en vane, at vi ender her. Alle i bandet bor i gåafstand hertil, og lige ved siden af ligger der et spillested, hvor mange små bands har deres første store koncertdebut. Vi er et af de bands, og det gør det populært. Men det er et lortested, virkelig. Jeg så Lily Allen sparke en dreng ud derfra engang.

Nej, hvis Mumford & Sons selv havde valgt hotellet, var det nok nærmere blevet et lille Boutique-hotel i Clerkenwell, der var omgivet af røde fløjlsvægge, kaffe og romantisk kunst.

For når flere og flere bytter guitaren ud med synth, og når electro-house-dj's er det nye stadionrockband, så gør Marcus Mumford og hans band det modsatte. De satser på den harmoniske, varme og hengivne lyd. Jo flere instrumenter, des bedre er det. De spiller også helst alt live, og så bliver det desuden lettere at have med ud på turné. Selvfølgelig er bandets nye album Babel både større og varmere, men alligevel meget genkendeligt.

– Vi ville definitivt hen imod en større lyd, siger keyboardspilleren Ben Lovett. Man må jo kæmpe mod alt det elektroniske musik, som præger radioens sendeflader. Vi lægger for eksempel en masse blæseinstrumenter og buestrøg på, fordi vi elsker dem, og fordi blæseinstrumenterne får pianoet til at lyde fantastisk. Vores mål er at skabe et album, der er vældig rigt lydmæssigt og vældig følsomt tekstmæssigt.

Ikke ændre for meget

Altså et større lydbillede og mere følsomhed, men i øvrigt ville ingen af medlemmerne ændre for meget. De havde jo fundet noget, som bandet selv og publikum kunne lide, og som fungerede i al almindelighed. Samtidig ville de bevæge sig fremad uden at miste det, som de var blevet.

– Altså jeg tror, at vi alle kender det her med, at jo mere vi er det her band, desto mindre vil vi være noget andet. Vi spiller musik sammen og det er vigtigst. Tidligere var jeg ikke sikker på præcis, hvad vi ville have, men vi vidste, hvad vi ikke ville, og det var at gøre det samme igen – at gå tilbage til Sigh No More. Det var nødvendigt, at der skulle ske en slags forandring, en udvikling. Vi holdt på nogle dårlige beslutninger, der typisk havde baggrund i at "fuck it, we know this works", men der hjalp Markus Dravs os i den rigtige retning, siger Marcus.

Markus Dravs ja. Han har tidligere arbejdet med en hel del andre toneangivende artister som Arcade Fire, Björk og Coldplay. Sammen kørte de ud til den engelske landsby til venner og familie og forsøgte at finde et varmt, autentisk lydbillede. Særligt vigtigt var det at finde gode omgivelser for trommerne. Meget blev spillet live. Eller "som bands gjorde før i tiden", forklarer Marcus.

I forhold til kun at have udgivet et enkelt album er Mumford & Sons egentlig urimeligt elskede. De er fortsat overdøvet med nomineringer, priser og anmeldelser, siden de i efteråret 2009 udgav debuten Sigh No More. Og det her er ingen 15-minutes-of-fame. Bandet gør sig konstant bemærket længere uden for hjemlandets grænser. Australien og New Zealand forstod hurtigt interessen. USA er altid mindre modtagelige over for briter, men der begynder de også at komme nogenlunde med.

På trods af velstand og rosende anmeldelser efter deres første album og et formodentlig stort pres på "den svære opfølger", er bandet selv ikke særligt nervøse op til udgivelsen af Babel.

– Vi er lettede, mere end noget andet. Det er klart, at det har været stresset og travlt og anstrengende at indspille den. Det har været et hårdt arbejde. Men nervøse? Nej, det er vi ikke. 

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.