Nyhed

The Floor Is Made Of Lava på in-store-turné

Esbjergenserne spiller fire akustiske koncerter i musikbutikker landet over

Den 1. oktober udkommer "Kids & Drunks", der er det trejde udspil fra The Floor Is Made Of Lava. I den forbindelse tager bandet i samarbejde med Stereo Studio på en lille in-store tour, hvor de den kommende weekend besøger musikbutikkerne i henholdsvis Aarhus, Odense og Esbjerg og slutter af i København på udgivelsesdagen, mandag den 1. oktober.

The Floor Is Made Of Lava byder på en gratis koncert med en håndfuld akustiske sange og signerer det nye album. Samtidig vil der i hver butik være en gratis plakat til de 50 første publikummer.

Om titlen på det nye album fortæller forsanger Tobias Kippenberger: "Titlen er for os en slags tilbagevenden til at turde være lidt fjollede. At lægge det mere eller mindre højtidelige til side og omfavne den kulsorte ironi, hvor man ikke tager sig selv mere seriøst, end at man tør udstille sig selv med alle sine mangler og utilpassede ambitioner for livet. Samtidig er det en hilsen med hatten til det gamle, danske udtryk om børn og fulde folk, der som bekendt fortæller sandheden."


GAFFAs Kristian Bach Petersen kaldte da også bandets seneste album, "Howl At The Moon" (2010), for "Årets overraskende hamskift: fra festoriginaler til (meget) seriøse rockmusikere". Et udspil han i øvrigt kvitterede med fire stjerner. Så hvis fans af The Floor Is Made Of Lava har savnet bandets mere festlige og fjollede side, så kan det jo være, der er noget at hente på den nye skive.

"Kids & Drunks" kan i øvrigt høres i fuld udgave fredag den 28. september klokken 12, hvor bandet streamer en udsendelse med gennemgang af alle albummets numre i Lava Radio på bandets egen Facebook: www.facebook.com/thelava

In-store tourplan:


Fredag 28/9 – kl. 15
Stereo Studio
Ryesgade 8
8000 Århus C
 
Fredag 28/9 – kl. 18
Stereo Studio
Kongensgade 25
6700 Esbjerg
 
Lørdag 29/9 – kl. 12
Stereo Studio
Vestergade 82
5000 Odense
 
Mandag 1/10 - kl. 16.30
Stereo Studio
Købmagergade 44
1150 København K

 

ANNONCE