Vi har talt med den danske elektrosoulduo, som er aktuelle med debutalbummet "Burst"
Hun har været igennem hele talentshowsmøllen i Stjerne For En Aften. Han har bevæget sig på den musikalske undergrunds-scene i flere år. Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Karen Marie Groth og Ronnie Vindahl skulle lave musik sammen, men over en kop kaffe i et øvelokale i Nordvestkvarteret, fandt de to hurtigt ud af, at de var det perfekte match.
Karen var netop hjemvendt fra L.A., hvor hun havde været co-writer med nogle amerikanske sangskrivere, og ønskede nu at finde sig en dansk producer. Der stod Ronni øverst på listen, så hun gav ham et kald. Det resulterede i nummeret "About A Boy", som P3 sendte direkte i rotation på playlisterne. Et skulderklap, der gav duoen mod på at lave yderligere fem numre, som de efterfølgende sendte rundt til forskellige pladeselskaber. Her bed Universal på og udgav sangene som ep'en "I".
Ronnie: – Jeg tror vi hver i sær har et meget særpræget udtryk, som vi er lykkedes med at forene til et nyt. Karens tekster er ofte meget mørke. Mine produktioner derimod er mere opløftende. Det er den mørke historie på opløftet musik, fortæller Ronnie og Karen tilføjer:
– Når vi sidder sammen, så sker der bare et eller andet særligt. Det var dét vi havde optur over, første gang vi var sammen. Jeg kommer fra den kommercielle del af branchen og er meget poppet på den måde. Jeg havde brug for én, der kunne tolke det ind i et mere råt og kantet univers, og det kan Ronnie.
Tv-serier som inspiration
Når de to sætter sig sammen i studiet, er arbejdsfordelingen helt klar. Ronnie producerer tracks til Karen, som hun så laver melodier, skriver tekster og finder på små finurlige ting til. Tilsidst mødes de og forsøger at få puslespillet til at gå op:
Ronnie: – Når man laver musik sammen med nogen, så inspirerer man hinanden, og det er altid utrolig spændende. Vi har lyttet meget til bands som Nicky & The Doves, Chromatics, og Lykke Li. Karen nævner også altid Patti Smith.
Karen: – Min mor har opflasket mig med hende. Det kan godt være det er kliché at nævne hende, men hun er virkelig én af mine kvindelige favorit-inspirationskilder. Men min inspiration kan også være fra tv-serier. Felicity har jeg faktisk brugt ret meget, selvom det jo er en teenage serie. Men måske er der en lille vending eller replik, der fanger, og som man så kan lave til sin egen historie.
Mand og kvinde
Hvordan fandt I på navnet Ivory & Gold?
Ronnie: – Det var en brainstorm, hvor jeg havde skrevet 40-50 forskellige ord ned på et stykke papir. Så begyndte jeg at sætte dem sammen, og da Ivory & Gold kom op, så synes vi bare, det lød rigtig fedt. Derudover giver det også rigtig god mening. Vi er jo en duo. Mand og kvinde. To elementer. Men vi er bare ikke enige om, hvem der hvem. Jeg troede, jeg var Gold.
Karen: – Nej. Jeg er Gold. Ronnie er Ivory.
Fremtidsplanerne for de to bandmedlemmer byder foreløbig på en række koncerter i løbet af det danske forår, blandt andet på Spot-festivalen, som de håber kan være med til at skabe nogle flere ringe i vandet:
Karen: – Vores musik er stærk i sig selv, men den kan virkelig også noget live. Det bliver en helt ny rejse. På længere sigt vil vi selvfølgelig også gerne til udlandet. Men nu skal vi først lige se, hvad vi kan i Danmark.
Hvem: Karen Marie Groth (finalist i tv-programmet "Stjerne For En Aften i 2003, co-writer med Hannah Schneider, optrådt med Per Vers, MC Einar og indspillet sang med Erann DD.) Ronnie Vindahl (musikalsk bagmand i Boom Clap Bachelors, Quadron med flere.)
Hvad: – Melodisk indie-pop med et strejf af soul elementer og en elektronisk kant, sådan beskriver Ronnie Vindahl duoens musik. Gruppen udgiver debut-albummet Burst den 8. april på pladeselskabet A:larm.
Hvor: Begge bosat i København på Nørrebro, hvor Ronnie Vindahl også har sit eget studie. Ronnie er oprindeligt fra Ordrup og har tidligere boet i Berlin. Karen er fra Aarhus.
– Vi har begge altid elsket storbyen. Så straks vi kunne flytte til København, så gjorde vi det.