Electric Guitars genopliver Franz Beckerlees Gibson

Engang var han Stonefree, guitarist honoreret med De Gyldne Palmer i Cannes for sit fantastiske pedalarbejde (hvis man skal tro Kim Larsens introduktion på livealbummet "Live Sådan") og udødeliggjort på kernen af den danske rockskat: "Rabalderstræde", "Kvinde Min", "Get On the Train", "Inge Katinka & Smukke Charlie" og mange andre.

Nu er Franz Beckerlee maler med udstillinger i den indre by og den gamle Les Paul i sin kasse oppe i lejligheden. Fabrikken, det gamle flightcase–skab, der omsatte guitarlyden fra Les Paul'en til lige præcis hans sound, venter på det evige liv på Danmarks Rockmuseum i Roskilde.

Men så kom der hul igennem fra to af Danmarks yngre guitarknægte. Søren Andersen og Mika Vandborg – i andre sammenhænge allerede småveteraner på rockscenerne – var igang med deres nye album "Electric Guitars", og på ét af numrene ville de gerne invitere alle deres gamle guitaridoler til at spille med. 

10 guitarhelte

Aske Jacoby, Poul Halberg, Billy Cross, Mikkel Nordsø, Jacob Binzer, Per Møller, Tim Christensen, Uffe Steen, Jens Runge – og så Franz Beckerlee.

– Pointen var, at det skulle være nogen, der havde betydet noget for os begge to, nogen som vi havde haft oplevelser med. Vi var begge to blevet ramt af de her helte i vores ungdom. Første gang vi hørte Poul Halberg på "Magi i Luften" og så videre, fortæller Søren Andersen.

Og så var der den allerførste.

– Første gang jeg hørte Franz Beckerlee… Orv, mand. "Live Sådan" fyldte et helt år af mit liv. Hans tone og hans feeling…

Til en Hendrix-tribute–koncert i Amager Bio sidste år havde Søren og Mika mødt nogle af de helte, de gerne ville have med på deres lille stykke dansk rockhistorie, så dem startede de med at tage fat i; Mikkel Nordsø og Poul Halberg.

– Vi fik snart fat i alle dem, vi gerne ville have med, men der var jo en, som vi følte var lidt out of reach. Fuck mand, Franz Beckerlee. Han havde jo ikke spillet i mange år, så det var virkelig et long shot, men vi ringede til ham.

Stoltheden over projektet strømmer ud gennem telefonen, da GAFFA fanger Søren Andersen i bilen på vej ind til Smukfest sidste torsdag, hvor Electric Guitars starter deres turne med det nye album, der udkommer til september.

Den 10 minutter lange "Hero Of Mine" med alle gæsterne er sidste nummer på albummet, der også indeholder ni andre veloplagte og nyskrevne numre med de herrer selv i forgrunden på guitar og vokal.

Kolleger på guitar

Andersen og Vandborg har siden vinteren 2012 turneret som "Guitar Event". Med trommeslager Morten Hellborn og bassist Peter Kjøbsted har de gjort de danske købstæder usikre med først en guitarclinic om eftermiddagen og så en sparke–røv guitar–koncert om aftenen.

Lydprøverne har kastet riffs og ideer af sig, og det, der startede som et partnerskab udi fælles turnevirksomhed for hinandens soloalbums, blev til ideen om også at skrive og indspille et album sammen.

"Electric Guitars" er blevet til på en række dogmer. De to hovedmænd måtte ikke bringe færdige sange til fadet. Kun løse riffs og melodistumper var tilladt. Albummet skulle skrives socialt af de to og helt uden medskribenter.

– Alle grundspor og de fleste soloer blev møjet ind i ét huk, så det er faktisk en liveplade med vokalerne lagt ind bagefter og meget få overdubs, forklarer Søren Andersern over mobilen fra bøgeskoven.

– Hvis du lytter med høretelefoner på, kan du høre Mika i venstre side og mig i højre side. Dér står de to drenge med hvert deres hegn – ham med skægget og ham med håret, fortæller Søren, der også er medejer af Medley Studios på Vesterbro, hvor albummet er indspillet.

Parrets baggrund ligner to sider af samme mønt, fortæller Søren.

– Mika og jeg har været kolleger hele vejen op. Vi har aldrig rigtig været i konkurrence, men har brugt hinanden som anmeldere, og der har ikke været grund til at pakke det ind, hvis den anden havde spillet dårligt.

– Samtidig har vi været meget inspireret af hinanden. Mika har altid rost mig for at have gode melodier i soloerne, mens jeg synes, han på samme tid har et meget sikkert, men også voldsomt spil. Den energi, han har, har jeg altid godt kunnet lide at lytte til og se på – og så har Mika en fed tone, forklarer Søren Andersen.

Fra folkrock til Satriani

– Vi har også de samme plader stående derhjemme. Det er tydeligt, at vi har spist fra den samme lagkage som barn. De få forskelle ligger måske i, at Mika har kærlighed til sådan noget som The Band, den lidt folkede rock og Claptons "Ocean Boulevard", hvor jeg aldrig rigtig har været. Til gengæld har Mika ingen forhold til instrumental guitarmusik, som jeg var fuldstændig besat af, da jeg var 16. Jeg flippede helt ud over Satriani, og han fyldte min hjerne i tre år.

– Men vi har altid kunnet blive enige om, at Hendrix, Zeppelin og Beatles var toppen, og vi har været fælles om at finde de nye skud på stammen – som fx Doyle Bramhall II og Kenny Wayne Shephard.

Nordsø og Halberg kom først

Men tilbage til "Hero of Mine" og paraden af Sørens og Mikas personlige guitarhelte.

– Da først Poul Halberg og Mikkel Nordsø havde sagt ja, var det nemmere at ringe til "Cobber" [Jacob Binzer, red.] og de andre. Man ringer og spørger pænt, og så spørger de, om de må høre nummeret først, og så sender man en mp3–fil og håber på, de vender tilbage.

– Alle har skrevet tilbage og været glade for nummeret. Nogle sagde "jeg prøver lige at spille lidt over det, så ser vi hvordan det lyder", og så pludselig en aften sendt en wavefil, som man så loader ind i Protools, og så kører det.

Halvdelen af de 10 guitarister kom selv forbi Medley Studios på Vesterbro for at indspille deres bidrag; Jacob Binzer, Aske Jacoby, Tim Christensen, Billy Cross og Franz Beckerlee.

– Hvad skal I med mig?

– Jeg havde aldrig mødt ham før i mit liv, da jeg ringede op, og han reagerede egentlig meget skægt: "I har jo allerede ringet til landets bedste, hvad skal I med mig?" Jeg sagde "Franz, du skal bare komme og spille det du kan."

Ud over en enkelt session for Midnight Blues i 2000 har Beckerlee ikke spillet guitar, siden han forlod Christianshavns Bluesband for 20 år siden, så GAFFA ringer ham op for at høre, hvordan de to yngre guitarister kunne lokke ham tilbage til guitarkassen.

– Jeg ville jo helst være fri, men de fortsatte med at ringe, og det betød rigtig meget for dem, at jeg også var med i den der samling af deres guitarhelte. De andre guitarister begyndte at møde op i studiet og give deres bidrag, og jeg var efterhånden den eneste der manglede, og så måtte jeg jo hellere til at finde guitaren frem og komme derind.

Kæmpelang guitaraudition

Beckerlee undertreger med det samme, at det her ikke er optakten til mere guitar fra hans side.

– Jeg lavede lige en vennetjeneste her, og så er jeg gået tilbage på mit atelier og maler videre. Der er overhovedet ikke planlagt nogen fremtidig karriere, hvad guitar angår fra min side.

– Men de var jo mægtig flinke, og jeg kunne godt se, at det her var en god ide. Det jo en kæmpelang guitaraudition, og det interessante er sådan set ikke, hvor udmærket de forskellige spiller, det er mere den musikhistoriske ting, at alle de hersens superguitarister samles og spiller solo efter hinanden. Ja, nu er jeg jo ikke så særlig meget super mere, men jeg blev altså overtalt, griner han.

Søren Andersen husker Beckerlees indspilning som en ganske særlig dag.

– Altså, Franz Beckerlee kom ned i Medley med sin sorte Les Paul, den han spillede "Rabalderstræde" på i Gasolin'. Det var helt vildt.

– Det var mig, der sad med knapperne ved mixeren, så jeg var den, der sagde "Franz, prøv at spille det og det", mens Mika bare sad helt stille. Normalt fylder Mika godt i rummet, men han sad helt stille de tre timer, Franz var der. Han var så starstruck – og vi skreg, da han gik.

Babynumse på fingrene

Franz Beckerlee forklarer, at han ikke forberedte sig synderligt, inden han troppede op i studiet.

– Jeg vidste, at hvis jeg begyndte at øve mig, så ville jeg få så ondt i fingrene, at jeg ikke kunne spille. Man skal have embouchure på fingrene, og mine fingre er jo ren babynumse nu, så det gør skide ondt pludselig at flå i strengene, som man plejede at gøre.

– Så jeg måtte gemme det hele, til når jeg kom i studiet. Så vidste jeg, at jeg måske kunne holde i 10 minutter, og så var det sket med det, griner han.

Søren Andersen bekræfter, at Stonefree, som var Beckerlees kælenavn i Gasolin', nok var lidt rusten ved ankomsten til Medley.

– Han havde ikke haft sin spade stukket i en Marshall i mange år, så det tog ham lige lidt tid. Så fik han en kop kaffe mere, og så pludselig kom det bare.

Baglæns Ebow

Selv om Beckerlee lagde guitaren på hylden for mange år siden, så har han alligevel beholdt den gamle Gibson Les Paul Custom fra 1956.

– Ja det har jeg så. Der er jo tale om, at den skal gå videre til Danmarks Rockmuseum, men nu må vi se, siger han og fortæller om indspilningen af sin første guitarsolo i 12 år.

– Jeg havde jo hørt nummeret hjemmefra, så jeg tænkte, at jeg godt kunne tænke mig at lave noget, der var lidt anderledes. Jeg havde en idé om at lave en guitarsolo med Ebow, fordi jeg tænkte, det kunne lyde rigtigt flot, når det blev spillet baglæns. Men det endte lidt på gulvet, fordi det lød ikke så baglæns, som jeg havde forestillet mig, det ville komme til at lyde.

Ebow'en brugte Beckerlee også i Gasolin' blandt andet på "Strengelegen" – men ellers havde Søren Andersen forberedt et setup, som Beckerlee brugte i Medley – en Small Stone Phaser og en Z–Vex Box Of Rock sendt ud gennem en gammel Vox AC30.

– Forstærkeren stod inde i studiet, og der nåede jeg aldrig ind. Jeg sad inde i studierummet sammen med de andre ved mixerpulten og hørte det ud over højttalerne.

Fabrikken i et skab

I årene med Gasolin' spillede Beckerlee med et hjemmebygget effektskab – kaldet Fabrikken for dens imposante størrelse som et mindre køleskab – der indeholdt 8–10 forskellige pedaler og effekter.

– Den findes stadig, men den orkede jeg simpelthen ikke at slæbe med, er du sindssyg, mand. Det var for meget af det gode, griner Beckerlee ved tanken om ikke bare at kunne tage sin Gibson under armen ud til Medley.

– Fabrikken var jo en masse analoge ting og sager – sådan en hel konstruktion, jeg havde fået lavet lang tid før, man kunne købe de der færdige fiduser [pedalboards]. Det var Hvide [Gasolin's store albino–roadie], der i sin tid tømrede kassen sammen og satte pedalerne i. Den kunne sagtens have været meget mindre. Pedalerne fylder jo ikke så meget, når først de sidder der.

I Medley sad Søren Andersen den eftermiddag og nød Franz Beckerlees sound.

– Det var helt vildt at høre hans bend og hans vibrato. Han har jo en tone… Franz' solo skulle være syret og lyde af "Stakkels Jim" og "Strengelegen". Han spiller måske én takt på pladen, så kan du høre, det er ham. Det er sgu ret imponerende, fortæller en tydeligt duperet Søren Andersen.

Efter optagelsen gik Beckerlee hjem og satte guitaren tilbage i skabet. Samme aften havde Søren Andersen mixet soloen ind på "Hero of Mine" og sendt Beckerlee en lydfil.

– Det eneste jeg bad om bagefter, var, om der kunne være to taktslags mellemrum mellem Tim Christensen og mig, så man ikke troede, det var Tim Christensen, der pludselig ikke rigtigt kunne finde ud af at spille guitar, griner Beckerlee om overgangen fra Christensens solo til hans egen på nummeret.

– Ellers stillede jeg mig tilfreds med, at de var tilfredse med det. De syntes, det var kanon, og så tænkte jeg, at det var vel nok godt. Og så var det det.

Se guitarsoloerne

Franz Beckerlee er nu vendt tilbage til sit atelier, hvor han bruger al sin tid på at male.

– Jeg er lige så meget på mit atelier, som Gasolin' var i øvelokalet. Det er det, jeg har lavet igennem flere år nu – og inden jeg spillede guitar, så det er noget jeg er vendt tilbage til.

– Jeg har en separatudstilling – eller en soloudstilling som det må hedde i musikerafdelingen – på Galleri Kunsthuset på Vodroffsvej med fernisering lørdag 31. august, hvor alle er velkomne. Så kan man jo se, hvordan guitarsoloerne ser ud nu.

Og musikken fylder stadig hans hverdag, selv om han ikke selv spiller.

– Jeg lytter til musik, mens jeg maler og mens jeg arbejder. Når først man har været så meget inde i musik, som jeg har – fra jeg var 12 år, mand – så kan man jo ikke bare lægge det på hylden. Man har jo fået et kendskab til det, som er helt utroligt, hvor man kan høre, om folk har for meget eller for lidt harpiks på buen. Det kan man jo ikke pille ud af hovedet igen. Det bliver jo hængende.

Beckerlee på Spotify og til opera

– Men jeg har måttet droppe Danmarks Radio, fordi jeg synes, der er alt for meget snak og trafikmeldinger og pressens radioavis og alle mulige ting og sager. Det gider jeg simpelthen ikke høre på, så jeg har abonneret på Spotify, hvor jeg har lavet min egen personlige hitliste af en afsindig bunke numre. Den går jeg så og hører og har det rigtig godt med, for der er ingen der snakker eller forstyrrer. Der kan man høre musikken fuldstændig i sin fulde længde.

– Det eneste radio jeg stadig hører er Alex Nyborg Madsens udsendelse om eftermiddagen. Ham kan jeg godt lide. Jeg synes, han spiller nogle relevante ting og holder en orienteret om, hvad der udkommer, og hvad der foregår på musikscenen.

Franz Beckerlees playliste på Spotify indeholder forventelige navne som Jimi Hendrix og Bob Dylan, men John Mayer fylder også godt op sammen med enkelte numre fra blandt andre Boston, Europe, Buffalo Springfield, Green Day, Lee Ritenour, Robin Trower og Stevie Ray Vaughan.

Men selv om guitaristerne fylder meget på playlisten, så er det en helt anden stilart Beckerlee fornylig har fået øjnene op for.

– Jeg har udvidet min klassiske hitliste. Det sidste jeg fik åbnet op for var operaen. Pludselig hørte jeg noget Maria Callas, hvor jeg fik lidt åndenød. Det er jo helt utroligt, det organ hun har der. Hold da kæft! Der er noget power og noget udtryk i det. På en anden måde men med samme styrke. Ja, sådan kan det gå.

"Electric Guitars" udkommer 9. september, og bandet startede deres turné på Smukfest i Skanderborg.

Bandets hjemmeside:
http://www.electricguitars.dk/

Se Franz Beckerlees playliste på Spotify:
http://open.spotify.com/user/1169204223/playlist/2hLy34rVJJZZLg010IHIGC