Nyhed

Headbangers Ball Tour vender tilbage

Headbangers Ball Tour, der afholdes i samarbejde med MTV, kan opleves i ni danske byer sidst på efteråret

Er du til musik af den allermest hårdtslående slags, kan du passende tjekke programmet for Headbangers Ball Tour. MTV står bag turnéen, hvor der sættes fokus på den række af nye, progressive, danske metal-artister, der har noget at byde på. I den forbindelse er Helhorse (billedet), By The Patient og Solbrud blevet udvalgt som de tre bands, der skal turnere landet tyndt med Headbanger-karavanen. 

Helhorse udgav i 2012 deres debutplade "For Wolves and Vultures", der har modtaget store roser i både ind- og udland. GAFFA gav debuten fire stjerner. Bandet har blandt andet turneret som opvarmning for Hatesphere i foråret 2012 og spillet både Spot Festival og Copenhell. Udgivelsesdatoen for bandets andet album er fastlagt til den 23. september. 

By The Patient har vundet W:O:A Metal Battle, hvilket sendte dem direkte videre til Europas største metalfestival, Wacken Open Air. Det skete tilbage, hvor de endnu kun havde udgivet en ep. Nu har de udgivet to studiealbum. Solbrud er nok det navn på Headbanger-plakaten, der spiller "mørkest" metal. I 2012 udkom deres selvbetitlede debutplade, der består af fire numre fordelt på 47 minutter. I år gæstede de Roskilde Festival og spillede koncert foran et tætpakket publikum. Flere medier kvitterede med fem stjerner.


Datoer for Headbangers Ball Tour:

01. nov, Aalborg, Studenterhuset

02. nov, Esbjerg, Konfus


09. nov, Køge, Tapperiet

15. nov, Roskilde, Gimle

16. nov, Herning, Fermaten


22. nov, Kolding, Godset

23. nov, København, Beta

29. nov, Vejle , Bygningen


30. nov, Aarhus, Studenterhuset 

ANNONCE