Ukendt Kunstner optrådte i går med, hvad de selv kalder deres allerførste rigtige koncert. GAFFA spurgte, hvordan det føles at være headliner for første gang.
"I er til Ukendt Kunstners første rigtige koncert!"
Mens Posten i Odense dunker af varme og svedige jumpende mennesker, stopper Hans Philip op og indvier publikum i sin ærlige begejstring: det er faktisk første gang, Ukendt Kunstner er headliner.
– Vi har opvarmet for Kendrick Lamar og Miguel. Så vi har prøvet at stå foran rigtig mange mennesker, men hvor det ikke handlede om os. Det var fint nok, men det er også svært at optræde, når man ved folk ikke er kommet for at se dig, men mere venter på, at du går. Det er lidt mærkeligt, griner rapper Hans Philip fra Ukendt Kunstner, der også består af producer Jens Ole McCoy. – Det her er en helt anden verden, det er meget fedt. Jeg kommer nok til at huske det i rigtig lang tid, og det er en god ting, for jeg synes, det var en god koncert, og jeg fik det ud af det, jeg gerne ville have. Jeg håber selvfølgelig, folk var glade, og det virkede sådan.
Der er ingen tvivl om, at Hans Philip ikke var den eneste, der havde en god aften i går. Lydbølgerne gik højt på Posten, og publikum var dedikerede kendere af samtlige numre – nyt som gammelt. I en kort pause efter "København" når Hans Philip at trække vejret og pege ned på forreste række: "I er for syge, mand! Pas på, I ikke bliver smidt ud!" En nærmest mosh-pit-stemning tromler konstant af sted foran scenen, og under "Guld Og Diamanter" strejfer ordende "pas på" også rapperens læber, mens det kaotiske publikum hopper. Folk kender hans musik, og det er en mærkelig følelse.
– Jeg laver et nummer, og der er måske en, der bliver mega glad og en anden, der bliver mega ked af at høre det. Bare det at de får en følelse, det er fucking mærkeligt. Det er det fedeste, men også det mest mystiske ved det. Jeg kan slet ikke… det er så fedt. Jeg skriver jo bare, hvad jeg tænker og føler, siger Hans Philip.
Efter koncerten i aften på Radar i Aarhus og i morgen i Vega skal den stå på pladeproduktion, og hvis vi er heldige, kan vi forvente et nyt album allerede i det første kvartal af 2014. Det er svært at definere, hvad der er på tegnebrættet, men kunstneren gør et forsøg:
– Det bliver måske "Hælervarer" (første ep, red.) fortolket på en "Neonlys"-måde (anden ep/minialbum, red.), så det bliver måske mere råt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Det er svært at lukke sin egen musik ind i en bås, men jeg tror, det bliver en blanding af de to ting, fortæller en glad Hans Philip, der dog endnu ikke tør sætte et præcist tidspunkt for udgivelsen. – Ting tager den tid, det tager. Så hvis det først er klart om ti år, så er det klart om ti år. Det håber jeg selvfølgelig ikke, og det burde være klart i hvert fald i løbet af et halvt år.