Nyhed

Robbie Williams giver ekstrakoncert

Den engelske sanger og entertainer giver en ekstra koncert efter massiv interesse

Albumaktuelle Robbie Williams giver koncert i Hernings Jyske Bank Boxen den 10. maj næste år. Det har der været så massiv interesse for, at han giver en ekstrakoncert dagen efter, altså søndag den 11. maj. 

Sangeren bringer sit nyeste swing-album "Swings Both Ways" til koncerthuse rundt i Europa i 2014. Turnéen starter i Budapest den 25. april og kulminerer i Londons O2 Arena til juli.

På halvvejen har hans danske fans altså mulighed for at opleve ham på dansk grund. Turnéen offentliggøres efter den positive respons, Williams' show fik i sidste uge i Londons Palladium, hvor han spillede materiale fra sit nye album.

"Swing Both Ways" har fået en hård anmeldelse med på vejen fra GAFFAs Jan Opstrup Poulsen, der giver to ud af seks stjerner under overskiften: "Popcharmøren er klar til julesalget med klassikere og gæster." Det er dog gang på gang blevet bevist, at gavflaben fra England er en entertainer af Guds nåde. Sidst han besøgte Danmark var den 22. juli i år, hvor GAFFAs anmelder Torben Holleufer rundhåndet gav fem ud af seks stjerner for den optræden og skrev:


"Han har det endnu. Og det samme gælder hans danske publikum. Kombinationen blev en nærmest ud-af-kroppen-oplevelse under de mest isnende øjeblikke, når det hele passede. Kombinationen af en hamrende velskrevet popsang med karakter af evergreen, en showmand af de store med en egen sårbar og tydeligt slidt fremtoning, der gav alt og hans publikum, der på denne aften i Parken sang med englene."

Du kan læse interview med hovedpersonen selv i GAFFAs decembernummer, der er på gaden nu.

Billetter kan findes via robbiewilliams.com fra nu af og fra den 6. december klokken 10 via Billetnet.


ANNONCE