Den norske singer-songwriter giver to koncerter i april
Norske Sivert Høyem startede sin musikalske karriere som frontmand i rockbandet Madrugada, der blev dannet tilbage i 1992. Efter stor succes i hjemlandet gik trioen dog i opløsning efter guitaristen Robert Burås død i 2007.
Efterfølgende har Sivert Høyem haft succes som soloartist og har i alt udgivet fire roste soloalbum. Det seneste i 2011, "Long Slow Distance", der af GAFFAs anmelder Finn P. Madsen fik fem ud af seks stjerner:
"Luften er fyldt med drama og opløsning, når Sivert Høyem fører os fra asken til ilden. Høyem og hans velspillende band lader det dyriske instinkt tale og giver et ildevarslende bud på, hvorfor The Stooges ikke har levet forgæves. Med flænset sjæl og mørke i sindet træder nordmanden i karakter som den fremragende sanger, han er, hvor Sivert Høyem lader sit indre Nick Cave-gen tale med egen personlig styrke."
Høyem optrådte i sommer på Roskilde Festival. Nu er han atter tilbage i Danmark, hvor han gæster både Aarhus og København på spillestederne VoxHall og Vega, henholdsvis den 17. og 18. april.
Forsalget til koncerten på Voxhall er allerede startet, og billetter kan købes via GAFFA Live.
Forsalget til koncerten på Vega starter i morgen den 19. februar, og billetter kan købes via Billetnet.dk.