Nyhed

Ivory&Gold: Vores musik kommer lige fra hjertet

Vi har talt med soulpop-duoen, som kan opleves til upcoming-festivalen Vegas Udvalgte

Fredag den 25. januar lægger Vega scener til upcoming-festivalen Vegas Udvalgte med seks nye danske navne, som Vega spår bliver store i 2013. De seks solister og grupper er hiphop/soul-bandet Billow, electrorockduoen Broke, soulpop-duoen Ivory&Gold, electro-sangerinden MØ, det elektroniske band You.You.You. og dj-kollektivet Yo Felles.

Der er i øvrigt efterfest med medlemmer af The Eclectic Moniker, Sleep Party People og Lars & the Hands of Light bag dj-pulten.

GAFFA har i de sidste par uger bragt interviews med de seks kunstnere, og vi afslutter serien med Ivory&Gold:


Hvorfor startede I med at lave musik sammen?

– Jeg (Karen Marie Groth, sangerinde) var efter et længere ophold i L.A og med nyt materiale i bagagen på udkig efter en ny producer og havde længe haft Ronni (Vindahl, red.) stående som min numero uno prioritet, på min lille hemmelige liste, haha. Så jeg gav ham et ring, og vi tog en kaffe og besluttede os for at prøve at lave et nummer sammen. Det blev til "About A Boy", som senere blev 1. single fra vores ep ("I.", udkommet på Universal Music Denmark). Så det var sådan, det kom i stand…

Hvordan vil du selv beskrive jeres musik?

– Det er præget af en overordnet melankolsk vibe. Det er pop, men samtidig ikke et konstrueret tankeeksperiment. It's pure emotions, lige fra hjertet, det hele!

Hvilke(t) album eller kunstner har været en inspiration for jeres musik?


– Under arbejdet med pladen har vi lyttet rigtig meget til Jessie Ware, Patti Smith, The Chromatics, og Solange og Madonna har også sneget sig ind, og så Chambao, som er et spansk band, men det har mere været noget med energien i deres musik, som har spillet ind der.

Hvad er jeres styrke live?

– Det er, at vi er stærke på hvert vores instrument, at vi sammen kan regenere en power. Vi kan bare godt lide det, vi laver, og det afspejles forhåbentlig.

Hvem af de andre udvalgte, glæder I jer især til at høre og hvorfor?

– Jeg (Karen Marie) glæder mig rigtig meget til at opleve MØ, som Ronni har produceret. Det har jeg ikke haft mulighed for at se før nu, og så Billow. Men vil bare glæde mig til en aften i musikkens tegn!


Læs mere om Vegas Udvalgte 2013.

Billetsalg via Vegas hjemmeside, Billetnet og på posthuse.

Vegas Udvalgte – historien kort:


Vegas Udvalgte blev første gang afholdt i januar 2011 med Let Me Play Your Guitar, Emma Acs, Panamah, Our Broken Garden og Freja Loeb og i 2012 med Penny Police, Shaq Boosie, Death Valley Sleepers, Soffie Viemose, Ulige Numre og Rangleklods.

Disse navne spåede Vega et gennembrud i henholdsvis 2011 og 2012, og den spådom må man sige i hvert fald i nogen grad er kommet til at holde stik, hvor især Emma Acs, Panamah, Freja Loeb, Ulige Numre og Rangleklods har oplevet pæn succes – sidstnævnte også uden for landets grænser.

ANNONCE