Nyhed

Klumben & Raske Penge: Vi kommer med mere musik i 2013

Vi har talt med vinderne af GAFFA-Priserne i kategorierne Årets Danske Hit og Årets Danske Hiphop-udgivelse

Tilbage i december blev GAFFA-Prisen 2012 afholdt ved et stort og meget omtalt show på Bremen Teater i København. I den forbindelse interviewede vi de fleste af vinderne, og du kan her læse vores interview med Klumben & Raske Penge, som vandt priserne Årets Danske Hit (Klumben feat. Raske Penge: "Faxe Kondi") og Årets Danske Hiphop-Udgivelse (Klumben: "Fra Klumben Til Pladen").

Tillykke med GAFFA-Prisen, hvad er jeres reaktion, og hvordan vil I gerne takke de læsere, der har stemt på jer?

Klumben: – Jeg er bare rigtig glad og ikke mindst rigtig overrasket. Jeg havde ikke regnet med, at vi skulle vinde noget. Jeg havde regnet med, at jeg skulle gå hjem og være lidt ked af det og lidt sur over, at der aldrig er nogen, der synes, at Cheff er fede. Men nu er jeg bare så glad for vores pladeselskab, og at vi har vores eget, og at det kører så meget, at man kan vinde en pris for Årets Danske Hit sammen med Raske Penge, der er for sprød – og Årets Hiphopudgivelse. Det er virkelig sejt, og jeg er total overvældet. Ikke mindst fordi jeg ved, at det er folk, der har stemt. Det er ikke en eller anden jury, det er folk selv, der har siddet og bestemt, hvem der skulle vinde, og det, synes jeg, er så sejt.


Raske Penge: – Jeg synes også, at det er for vildt. Jeg er bare glad for, at jeg fik lov til at være med på Klumbens plade, og at det er gået så godt med vores sang, og at man fik en sidegevinst på den måde. Det er for fedt. Jeg er bare stolt og glad, og mange tak til dem, der har stemt.

Hvad har været årets mest positive oplevelse set fra både et musikalsk og personligt perspektiv?

Klumben: – Musikalsk er det nok, at jeg føler, at jeg kun lige er begyndt at lave musik, og pludselig har man et eller andet, man føler, man skal leve op til. Den musik, vi og jeg har lavet, er jo alt sammen noget, vi har siddet og lavet for sjov, fordi vi synes, at det er fedt at lave musik. Nu har man noget at leve op til. Nu har man vundet en pris, og publikum synes, at man er den fedeste, så bliver man nødt til at lave noget godt til dem. Det er jeg i gang med, og det kommer i 2013. Det bliver for sygt.


Raske Penge: – Det fedeste, der er sket professionelt, det er, at jeg har fået min helt egen plade ud (Original red.), som jeg selv har fundet ud af, hvordan skulle lyde på alle leder og kanter. Hvordan den skulle se ud, og jeg har fået den præcis, som jeg gerne ville have den. Det er en professionel sejr, men den personlige er, at musikken er kommet i gang. Det fylder det hele for mig for tiden, for det har jeg drømt om i tyve år. Nu lykkes det, så det er for fedt.

Hvad har været årets mest negative oplevelse set fra både et musikalsk og personligt perspektiv?

Raske Penge: – Der er sket en sørgelig ting i år med en af mine gode venner, som faldt ud af vinduet og døde. Det var virkelig ærgerligt. Fantastisk sød fyr, der hed Jes, som faktisk er inspirationskilden til Intelligent (sang fra Raske Penges mini-album, red.). En rigtig sprød nørd, der hjalp mig med alle mulige ting, og så var han den fedeste fyr i verden. Han er her desværre ikke mere, og det er nok det værste, der er sket i år.


Klumben: – Det var virkelig været de bedste par år i mit liv med rigtig fede mennesker omkring mig. Kender I det, at man godt kan mærke, at man har bekymringer, og man kan mærke, når man er nervøs? Sådan har jeg slet ikke haft det i år. Der er slet ikke noget, der har været forfærdeligt. Alle venner har været totalt på toppen, og alle har bare været rigtig fede og holdt, hvad de har lovet.

Kan I fortælle den sjoveste anekdote fra 2012?

Raske Penge: – Den sidste sjove episode, der har været, var, da det blev annonceret, at Faxe Kondi fik GAFFA-Prisen som årets hit, og TopGunn hældte en hel masse sprut ud over Klumben, så han blev totalt irriteret, mens fjernsynet stod og filmede. Det, synes jeg, var rimelig epic.


Klumben: – Jeg blev sgu lidt sur, og så bagefter, da jeg havde rejst mig op, så kastede han resten af drinken på mig. Det, synes jeg heller ikke, var særlig fedt. Men jeg ved, han gør det i sjov, og han gør det i kærlighed. Det gør ikke noget. Det er bare fedt. Han gør det, fordi han er glad.

Hvilket nummer er jeres favoritnummer fra 2012 – og hvorfor?

Raske Penge: – Gangnam Style, haha!


Klumben: Jeg synes virkelig, at Shaka Loveless' Tomgang er et virkelig fedt nummer, og det er hans plade også. Hele hans måde at være på og alt det, han er. Han er oprigtigt en fed fyr. Han har været der i lang tid, og han har lavet musik med Gypsies, spillet med Medina og så videre. Han har fortjent at komme frem.

Raske Penge: – Mit yndlingsnummer er nok i virkeligheden enten Du Kan Løbe med EaggerStunn eller også Christian Hjelm med Scenen Skifter Nu.

Hvad skal I lave i 2013?


Raske Penge: – Der skal bare laves noget musik i en fart. Det er bare med at komme i gang, synes jeg. Vi har lavet en sang allerede, mig og Christian, der kommer ud på et eller andet tidspunkt i 2013, og der skal bare laves en masse flere sange, ikke Christian? Skal du andet end at lave hits?

Klumben: – Jeg kommer ud med en plade i april 2013 – samme tid som sidste år. Vi skal på alle mulige steder rundt og spille i 2013. Cheff Records skal rundt. Raske Penge og jeg. Vi skal bare fyre den af. 2013 kommer til at blive endnu bedre end i år, fordi vi er forberedt.

Raske Penge: – Skal vi ikke tage en turné mere med 80'erne og TopGunn? Det var for hyggeligt.


Klumben: – Jo, det er jo faktisk allerede aftalt.

Raske Penge: – Ja, det er det faktisk, haha!

Har I to planer om at lave mere musik sammen?


Raske Penge: – Ja, vi har tænkt os at blive ved med at lave et nummer mere hist og her. Det virker som om, at folk godt kan lide at høre os sammen. Vi kan godt lide at arbejde sammen, og vi hænger meget ud, så det skal vi helt sikkert.

 

ANNONCE