Nyhed

Skyjuice fejrer Marleys fødselsdag i Pumpehuset

Ky-Mani Marley hylder sin far i København

Den 6. februar er det 68 år siden, Bob Marley blev født, og i den forbindelse holder koncertarrangøren Skyjuice den årligt tilbagevendende hyldestkoncert fredag den 15. februar i Pumpehuset. For første gang med et af Marleys børn som optrædende.

Pumpehuset åbner dørene klokken 20 og byder aftenen igennem på masser af indslag med fokus på dagens fødselsdagsbarn. Der vil være taler, workshops og seminarer om Bob Marleys liv, rastafari- og reggaekultur og masser af musik fra lokale
reggaebands og -lydsystemer. Sidst, men ikke mindst byder aftenen på besøg fra Ky-Mani Marley.

Som søn af Bob Marley – og Jamaicas bordtennismester Anita Belnavis – er Ky-Mani Marley den næstyngste i en søskendeflok
på 11. Siden 1996 har han udgivet seks studiealbum og arbejdet sammen med blandt andre r&b-sangerinden Mya,
dancehall-stjernen Beenie Man og hiphop-talentet Ms. Dynamite.


Ud af de seks album gik to top i top 10 på Billboards Reggae Chart (The Journey (blev nummer 7 i 1996) og Radio (blev nummer 1 i 2004), og i 2001 blev Ky-Mani Marley Grammy-nomineret for sit "Many More Roads"-album. Han blev dog slået af sin lillebror Damian Marley. "Many More Roads"-albummet fik i øvrigt fem stjerner af GAFFAs anmelder Torben Holleufer med konklusionen: "Bob Marley må smile stolt i sin himmel."

Køb billetter via GAFFA Live.

ANNONCE