Det andet album fra elektroduoen er på gaden til februar
Elektroduoen Stoffer & Maskinen, der i 2010 fik pæn succes med deres selvbetitlede debutalbum, udgiver 4. februar deres andet album, "Astronaut".
Stoffer & Maskinen består af sanger og tekstforfatter Christoffer "Stoffer" Budtz og musiker, komponist og producer Andreas "Maskinen" Sommer. Sidstnævnte har i 2012 også fået en del opmærksomhed som musiker og producer på Marie Keys populære album "De Her Dage", en rolle, han også udførte på Marie Keys første soloalbum, "I Byen Igen" fra 2011.
Om det nye album beretter Christoffer "Stoffer" Budtz blandt andet følgende:
"På det første album troede vi, at jo mere vi læssede på, jo mere imponerede ville folk blive. Denne gang har vi tænkt modsat. Jo mindre, vi fylder på, jo stærkere virker sangene."
Albummet "Astronaut" indeholder blandt andet en fortolkning af Anne Linnets klassiker "Barndommens Gade" med tekst af Tove Ditlvesen.
Stoffer & Maskinen fortæller følgende om tre af sangene på albummet :
"Barndommens Gade":
Stoffer: "Programmet "Smag På P3" spurgte, om vi ville lave en coverversion af en dansk sang. Jeg har altid godt kunne lidt Anne Linnet og særligt det nummer. Vi koncentrerede os virkelig, da vi indspillede, og responsen fra radiolytterne har været helt vildt positiv. Derfor er den selvfølgelig med på albummet."
"Byens tage": (se den nye video her)
Maskinen: "Udgangspunktet har været, at hver sang på albummet skulle være den perfekte popsang. Vi har optimeret og skrevet om og lavet nye omkvæd. Musikken skal lyde ubesværet, selv om vi har brugt lang tid på den. Sådan var det også med "Byens tage"."
Stoffer: "Teksten handler om tvivl og om ikke at føle sig tilpas i livet. Vi er gået fra at være teenagere til at være voksne. Hvad kræver det? Jeg har brugt meget tid på at tænke over, om der er noget, jeg bør gøre, når jeg nu er i slutningen af 20'erne. Sangen kan handle om selvmord, om at stå på toppen af byens tage og overveje at springe. Men jeg ville forene noget ulykkeligt med musik, der giver en feelgood-stemning."
"Og i hans øjne..." :
Maskinen: "På Statens Museum for Kunst i København hænger et maleri af Ejnar Nielsen fra 1897. Det hedder "Og i hans øjne så jeg døden". Museet spurgte, om vi ville skrive et nummer til udstillingen "Music Made By Art" i 2012, og vi valgte det billede som inspirationskilde. Det blev mega syret, optempo og rave-agtigt. Man kan høre det på museet via en app. Vi skrev videre på sangen bagefter, og på albummet er den endt som en ballade. Teksten tager udgangspunkt i maleriet."
Stoffer & Maskinen er:
Christoffer "Stoffer" Budtz, født 18. april 1983. Bachelor i performance design, studerer digital design og kommunikation. Spiller også i Odd Collection.
Andreas "Maskinen" Sommer, født 27. juni 1984. Bachelor i film- og medievidenskab. Producer for blandt andre Marie Key og Ginger Ninja.
GAFFAs anmelder tildeldelte Stoffer & Maskinens selvbetitlede debutalbum fire stjerner og skrev blandt andet følgende:
"Musikken kan lidt forenklet beskrives som sofistikeret elektro-pop-rock med elementer af både dub og progressiv rock, mens de kortfattede, prægnante tekster kredser om forholdet mellem menneske og maskine, følelser og intellekt, skrøbelighed og perfektion."
Stoffer & Maskinen på Facebook.