Nyhed

AlunaGeorge til Lille Vega

Elektropopduoen giver første danske koncert nogensinde

Senere på måneden udkommer debutalbummet "Body Music", men allerede nu har Aluna Francis og George Reid formået at skabe opmærksomhed omkring sig selv med numre som "Attracting Flies" og "Your Drums, Your Love". Og 5. november kan duoen så opleves herhjemme for første gang, når de giver koncert på Lille Vega i København.

Makkerne mødte hinanden i hjembyen London for fire år siden og indgik et samarbejde, hvor Francis synger og skriver såvel tekster som melodier, mens Reid arrangerer, producerer og styrer elektronikken i bred forstand.

Store i 2013


I hjemlandet har gruppen fået opmærksomhed fra både Brit Awards og BBC, mens man herhjemme har kunne høre "Your Drums, Your Love" hyppigt på P3.

GAFFA har tidligere inkluderet AlunaGeorge på sin liste over kunstnere, som bliver store i 2013, og da duoen optrådte på branchefestivalen EurosSonic i januar, beskrev vor udsendte medarbejder da også blandt andet at "AlunaGeorge vil ganske sikkert hente mange lyttere med de sofistikerede elektroniske produktioner, der både talte til klubben og til nysgerrigheden, og den smukke vokal, når deres album udkommer til sommer."

Billetsalget til koncerten den 5. november starter 5. juli klokken 10.00 via Vegas hjemmeside, landets Fonabutikker samt billetlugen.dk. Billetter koster 160 kroner eksklusive gebyr.


ANNONCE