Posthum punkbiografi i flot udførelse
Den rockhistoriske resonansbund er ikke til at tage fejl af, formatet flot og rammen unægteligt stærk: "Når du læser denne bog, er jeg her muligvis ikke længere", som Johnny Ramone skriver mod slutningen af sin karakteristisk uprætentiøse og nede-på-jorden selvbiografi.
For Johnny døde af cancer i 2004, og først nu får vi så hans egen historie om livet i og uden for bandet, som ofte er blevet tilskrevet æren af på det nærmeste at have opfundet punkmusikken.
Det er en overskuelig sag på lidt over halvanden hundrede gennemillustrerede sider, hvortil kommer Johnnys egne top 10-lister over "yndlings-republikanere", "bedste guitarister" og så videre, hans vurderinger af de enkelte Ramones-album og endelig efterord af såvel livsledsageren Linda Ramone, vennen Lisa-Marie Presley og kollegaen og filminstruktøren John Cafiero.
Gennemsnitsknægt
Selve fortællingen er også - trods dramatiske tildragelser - hold ganske nede på jorden: Hvis punken kan siges at være anti-intellektualismens musik er Johnny Ramone en eksemplarisk repræsentant. Til gengæld er han også væsentligt mere ædruelig og tilsvarende mindre kaotisk end kollegerne i Sex Pistols - og uden den politiske kant, der karakteriserede eksempelvis landsmændene i The Clash.
I virkeligheden er det "bare" den klassiske historie om en gennemsnitsknægt, der fik indfriet sin rock'n'roll-drøm - eller som han selv sigende nok skriver et sted: "Vi ville redde rock'n'roll (...) Vi var ikke imod nogen. Vi var imod det, som rock'n'roll var ved at blive til, og som ikke var rock'n'roll. Det var det, vi var imod."
Johnny Ramone sætter ikke sit lys under en skæppe eller lægger fingrene imellem, når han evaluerer kollegerne i den musikalske modbevægelse, som konsekvent omtales som netop dét: En bevægelse, et fælles projekt:
- Da vi kom til England, kunne vi se, at der virkelig var ved at ske noget derovre. Vi hang ud med The Damned, The Clash og The Sex Pistols, og de kom allesammen til vores koncerter. De så alle sammen cool ud, og det var det, vi manglede til bevægelsen.
På det tidspunkt var vi klar over, at vi var ved at ændre musikhistorien, og at vi var fortroppen for noget nyt, men vi kunne ikke klare det alene. Det her var folk og bands, som kunne hjælpe os. Vi vidste, at vi havde brug for den der britiske invasion.
Vi havde baseret den her bevægelse på The Beatles, vi var The Beatles, og alle de andre var en del af det. Det var første gang, jeg mødte The Clash. Dea jeg senere så dem optræde på deres turné efter deres andet album, "Give 'Em Enough Rope", tænkte jeg, "Shit, de er ligeså gode som os." De var de eneste, som nogensinde kom i nærheden af os.
Mælk og småkager
Vi følger Johnny videre frem gennem et meget voldsomt overfald i New York, pladeindspilninger og forsinket økonomisk succes i de tidlige halvfemsere, mens vi undervejs får Johnnys kontante holdninger til dødsstraf, narkotikalovgivning og meget andet. For bag den flabede rocker gemte sig en snusfornuftig og helt-nede-på-jorden fyr, som aldrig fik de store misbrugsproblemer som så mange nære kolleger:
- Fansene flokkedes uden for den nærmeste 7-Eleven, ligegyldigt hvor vi spillede, for de vidste, at Ramones-bilen skulle derover straks efter koncerten. Jeg tog altid forbi for at hente mælk og småkager på vej tilbage på hotellet - mit efter-koncert-ritual. Jeg skulle se SportsCenter på ESPN.
Den danske oversættelse af den flot og dynamisk layoutede selvbiografi er skæmmet af gennemgående engelske orddelinger, som ikke bliver mere sprogligt korrekte af, at selv oversættere anvender dem: "Nogle mennesker så os som sådan nogle tegneserie rockmusik karikaturer etc."
Det må dog siges at være i småtingsafdelingen i forhold til en bog, som i sidste ende står som et værdigt eftermæle for den på éen gang rebelske og rodfæstede rockstjerne Johnny Ramone.
(Bedømmelse: Fire af seks stjerner)
Johnny Ramone: Commando - En selvbiografi af Johnny Ramone. Klim 2012. 176 sider, ill. og indbundet. Vejl. pris 289 kroner.
