Nyhed

Intimkoncert med The National udsolgt på to minutter

Den eksklusive intimkoncert med melankoli-rockgruppen på Loppen blev udsolgt på bare to minutter

Amerikanske The National afslørede forleden på deres Twitter-profil, at de ville give en dansk intimkoncert på Loppen på Christiania 20. juni – samme sted, som bandet gav deres første danske koncert i 2005. På Loppen er der kun plads til 450 mennesker, hvilket i høj grad kunne mærkes af de mange fans, der sad klar ved computeren, da billetsalget til intimkoncerten gik i gang i dag klokken ni.

Ifølge Billetlugen blev koncerten udsolgt på kun to minutter, hvilket betyder, at selvom man sad klar akkurat klokken ni og trykkede "køb", havde man nødvendigvis ikke sikret sig en billet. Dette skete på trods af, at der var et maksimumantal på to billetter per person. En af de mange fans, der sad i kø fortæller til GAFFA, at selvom hun sad klar til at købe sin billet præcis klokken ni, stod der på skærmen, at der allerede var over hundrede i kø foran hende. Da hun endelig kom igennem, var koncerten uundgåeligt udsolgt.

Det er dog stadig muligt at opleve The National på dansk jord. Bandet spiller nemlig både på Orange Scene på årets Roskilde Festival og i Forum den 2. november.


Billetter til The National i Forum kan findes via GAFFA Live.

ANNONCE