Nyhed

Black Sabbath offentliggør udgivelsesdato

Ozzy Osbourne & Co. har offentliggjort datoen for udgivelsen af deres comebackalbum

Black Sabbath alias Ozzy Osbourne (sang), Tony Iommi (guitar) og Geezer Butler (bas) har nu offentliggjort udgivelsen for deres længe ventede comebackalbum. Albummet får titlen "13" og udkommer 11. juni. Bandet har samtidig offentliggjort en ny video med optagelser fra studiet sammen med produceren Rick Rubin (Slayer, Rage Against The Machine, Johnny Cash og mange flere).

"Jeg har været fan af Black Sabbath hele mit liv, og at arbejde med dem hver dag og høre Black Sabbath spille stimulerer noget i mig, som da jeg var 14 år gammel", fortæller Rick Rubin i klippet. "De vil bare have det bedste, og vi forsøger at arbejde sammen for at finde det, der fungerer bedst for dem."

Om Rick Rubin udtaler Ozzy Osbourne: "Han ligner en guru, men han ved, hvad han leder efter, og når han er tilfreds med det, han har."


Gruppen har hyret Rage Against The Machines trommeslager Brad Wilk som erstatning for trommeslager Bill Ward, der har trukket sig ud af gruppen grundet kontraktmæssige uoverensstemmelser. Albummet er primært indspillet i Los Angeles og udkommer på gruppens pladeselskab Vertigo, der også udgav deres første plader. Ifølge Rolling Stone indeholder det sange med titler som "End of the Beginning" og "Age of Reason", der i øvrigt begge varer hele otte minutter.

Albummet bliver gruppen 19., deres niende med Ozzy Osbourne som sanger og deres første med Ozzy siden "Never Say Die!" fra 1978. Gruppen annoncerede sidste år en turné til blandt andet Jelling Musikfestival, en turné, som dog blev aflyst og erstattet af få udvalgte koncerter, efter at Tony Iommi blev diagnosticeret med lymfekræft.

Bandet har offentliggjort en række koncerter i New Zealand, Australien og Japan i april og maj og lover at proklamere flere koncerter i de kommende måneder. 


Black Sabbath blev dannet i Birmingham i 1968 under navnet Earth, skiftede navn til Black Sabbath i 1969, albumdebuterede i 1970 og er bredt anerkendt som stilskabere inden for den tunge rock. De har til dato solgt mere end 70 millioner album og er kendt for sange som "Paranoid" og "Iron Man".

Se Black Sabbath i studiet med Rick Rubin:


ANNONCE