Den anmelderroste amerikaner gæster til juni Danmark
Tirsdag den 11. juni giver den amerikanske singer-songwriter John Grant koncert i Koncerthusets Studie 2.
John Grant er netop udkommet med sit andet album, "Pale Green Ghosts", på Bella Union (The Kissaway Trail, Beach House, Fleet Foxes med flere). Albummet byder på et stilskifte fra et singer-songwriter-univers til et 80'er-inspireret elektronisk univers, og herom skriver GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez:
"Den skal man lige sluge, men Grant slipper overvejende godt fra stilskiftet og viser sig stadig som stor sangskriver med sine nye virkemidler, og hans krasse og rørende tekster tager ikke synderligt skade af at blive pakket ind i bastante beats, robotstemmer og synthesizere".
Sammesteds kvitterer Gonzalez med fire stjerner for udspillet.
Albummet bliver opfølgeren til den anmelderroste solodebut "Queen of Denmark" fra 2010, som flere steder er blevet kaldt et mesterværk. Pladen skildrer Grants op- og nedture og handler om det at være stofmisbruger og fordømt homoseksuel i et stærkt kristent miljø i USA. På det nye album synger Grant blandt andet om det faktum, at han er HIV-positiv.
Koncerten med John Grant foregår i Koncerthuset, Studie 2 tirsdag den 11. juni kl. 20.00, og billetter kan findes via GAFFA Live.