Nyhed

Nyt internationalt navn til Roskilde

Festivalen føjer et nyt, stort navn til plakaten

Roskilde Festival har her til morgen offentliggjort på sin Facebook-side, at amerikanske The National er føjet til årets program. 

I sidste uge skrev GAFFA netop om The National og planerne for deres kommende album, som de altså har i ryggen, når de lander på Dyrskuepladsen.

Albummet bliver det sjette i rækken, får titlen "Trouble Will Find Me" og udkommer den 20. maj på selskabet 4AD (Bon Iver, Mark Lanegan, Efterklang, Indians med flere). Frontmand Matt Berninger beskriver på gruppens hjemmeside sangene som mere "direkte og følelsesmæssige" sammenlignet med tidligere værker.


Følelsen i bandet efter succesen med "High Violet" var, at de ikke længere havde noget at bevise, at de kunne slappe af. Resultatet var, at arbejdet på albummet føltes meget naturligt. Guitarist Aaron Dessner forklarer:

"Vores idéer klikkede øjeblikkeligt. På ét niveau er sangene vores mest komplekse og på et andet niveau vores mest simple og menneskelige. Det føles, som om vi har omfavnet den kemi, bandet har", fortæller Dessner.

Det kommende album er The Nationals sjette studiealbum og er efterfølgeren til "High Violet" fra 2010. GAFFAs anmelder Simon Christensen skrev om dette album: "De lyriske, lettere abstrakte temaer hænger som vanligt godt sammen med den dybe stemningsmættede dystopi, som Berninger forstyrret vælter rundt i med vendinger som "I'll swallow the shine of the sun" eller "I didn't wanna be anyone's ghost" og kvitterede med fire ud af seks stjerner.

The National debuterede i 2001 med albummet "The National" og fik efter nogle år i undergrunden deres brede gennembrud med "High Violet", som har solgt guld i både England og Danmark og nåede en tredjeplads på den amerikanske hitliste. 


ANNONCE