Nyhed

Anders Breinholt er vært for GAFFA-Prisen 2013

Efter et års pause er natholdskaptajnen tilbage ved roret til GAFFAs awardshow

Efter et mildest talt mindeværdigt show sidste år, med Tolsgaard & Pretzmann som værter, er Anders Breinholt tilbage ved roret til dette års GAFFA-Pris. Det er dermed tredje gang, natholdskaptajnen er vært for det stort anlagte show, som afholdes 5. december på Bremen i København.

Det er fjerde gang, GAFFA-Prisen afholdes som gallashow, og Anders Breinholt glæder sig til igen at udfylde værtsrollen:

– Jeg var så heldig at blive spurgt, om jeg ville være vært på den første galla-udgave af GAFFA-Prisen nogensinde tilbage i 2010. Det gik åbenbart så godt, at de søde mennesker fra GAFFA spurgte, om jeg var frisk på at være vært igen i '11. Og jeg tænkte: "Ja, for fa'en!" Og så blev det 2012. Der var jeg ikke vært, og resten er historie... Men jeg er det igen i år, og jeg glæder mig. Glæder mig til at være tilbage og fejre dansk musik og fejre de vindere, som GAFFAs læsere har fundet værdige til at modtage en GAFFA-Pris.


Der er lagt op til et brag af en aften med en bred vifte af optrædende fra den danske musikpalet, når GAFFA-Prisen i år for 23. gang løber af stablen.

GAFFA-Prisen er musikmagasinet GAFFAs årlige prisfest, der hylder musikken, og hvor nogle af branchens mest prestigefyldte priser uddeles. De optrædende er Ulige Numre, Sebastian Lind, Specktors, Jonny Hefty & Jøden, Folkeklubben, Go Go Berlin og Fortress vs. Nelson Can samt flere endnu ikke offentliggjorte navne. Læs mere om de indstillede til GAFFA-Prisen, køb billetter til showet og stem på gaffa.dk/prisen

Følg GAFFA på Facebook - Twitter - Instagram


Du kan deltage i snakken om GAFFA-Prisen 2013 på de sociale medier ved at benytte #gaffaprisen2013.

ANNONCE