Yderligere to navne er offentliggjort til det store show på Bremen Teater i december
Som GAFFA-Prisen nærmer sig, har man den sidste tid kunnet se frem til et stjernespækket program med en bred vifte af optrædende, lige fra Go Go Berlin over Jonny Hefty & Jøden til Folkeklubben. Men det stopper ikke her – for i dag kan vi løfte for sløret for to markante tilføjelser til programmet. NOAH og Kira Skov har nemlig bekræftet, at de hver især optræder til årets award-show på Bremen Teater i København 5. december
Duoen NOAH (billedet) har deres kendetegn og force i melankolske og melodiøse ørehængere, og med singler som "Alt Er Forbi", "Over Byen" og "Det' Okay" har de vist sig værdige til en plads i toppen af danskerpoppen.
Siden bruddet med the Kindred Spirits har Kira Skov imponeret gentagne gange, senest med soloalbummet "When We Were Gentle". Et udspil, som fik fem rosende stjerner af GAFFAs Ivan Rod, der placerede solopladen "midt imellem den gotiske storbyblues, den vokalt baserede simple rock og den smerteligt erfaringsformidlende vokaljazz."
Det øvrige program tæller Ulige Numre, Sebastian Lind, Specktors, Jonny Hefty & Jøden, Folkeklubben, Go Go Berlin og Fortress vs. Nelson Can. Vært er Anders Breinholt. Der er således lagt op til en helaftensforestilling med mange interessante kunstneriske konstellationer, når nogle af landets bedste bands og solister indtager scenen for at spille til GAFFA-Prisen 2013. I år er det 23. gang, at GAFFAs læsere skal kåre årets navne i musikverdenen, og fjerde gang, at der afholdes et gallashow i forbindelse med uddelingen af de i alt 18 priser.
Flere optrædende offentliggøres i den kommende uge.
Afstemningen til GAFFA-Prisen kører til og med 24. november på gaffa.dk/prisen
Billetsalget er i fuld gang på Billetnet.dk, og der er i skrivende stund kun få billetter tilbage.
Følg GAFFA på Facebook - Twitter - Instagram
Du kan deltage i snakken om GAFFA-Prisen 2013 på de sociale medier ved at benytte #gaffaprisen2013.





