Nyhed

Alphabeat-sangerinde udgiver soloalbum

Stine Bramsen udsender sit første soloalbum næste år

Alphabeat fortæller på deres Facebook-profil, at gruppens sangerinde Stine Bramsen netop har underskrevet en kontrakt på et soloalbum med pladeselskabet Copenhagen, som også udgiver Alphabeats plader. Albummet udkommer næste år, men gruppen forsikrer, at Stines soloeventyr ikke betyder enden på Alphabeat.

Alphabeat debuterede i 2007 med albummet "Alphabeat", hvorfra singlerne "Fascination" og "10,000 Nights of Thunder" blev store hits, både herhjemme og flere andre lande, ikke mindst England. Albummet udkom året efter i en international version med en lidt ændret trackliste, hvorfra singlen "Go-Go", et af de nye numre, blev et pænt hit.

I 2009 udgav Alphabeat albummet "The Spell", hvorfra titelnummeret og "DJ" blev solide succeser, førstnævnte også i England, og i 2012 udgav Alphabeat deres hidtil seneste album, "Express Non-Stop". Her opnåede "Vacation" og "Love Sea" solid udbredelse, dog mest i Danmark. Gruppen var nu også flyttet tilbage til Danmark efter en årrække i England.


Stine Bramsen blev i øvrigt lørdag den 14. september gift med kommunikationsmedarbejder Kasper Adsbøl. For tiden kan hun opleves som gæstevokalist på Carpark Norths nye single, "32".

 

ANNONCE