Den succesfulde danske duo har arrangeret ekstrakoncert på Train efter massiv efterspørgsel
Danske Quadron, der til dagligt er bosat i Los Angeles, kommer til efteråret hjem til Danmark, hvor de giver koncert i København og Aarhus. De tre planlagte koncerter blev dog revet væk i en sådan hast, at duoen har valgt at oprette en ekstrakoncert den 29. oktober på spillestedet Train i Aarhus.
Bag navnet Quadron står soulsangerinden Coco O samt multiinstrumentalist og producer Hannibal Robin, der tilsammen har haft stor succes med hits som "Hey Love" og "Favorite Star". Duoen har især fået en kærlig velkomst af det amerikanske publikum og har blandt andet arbejdet sammen med Tyler The Creator, The Roots og Kendrick Lamar samt optrådt i The Late Show med David letterman.
Quadron udgav i juni i år albummet "Avalanche", der blandt andet indeholder overstående singler. Albummet fik fem flotte stjerner af GAFFAs anmelder Simon Nathanael.
Nu kan de igen opleves på dansk grund, men det gælder om at være hurtig, hvis man skal have fingrene i en billet til ekstrakoncerten den 29. oktober. Du kan finde billetterne via Billetnet.